Youssouf viste vejen

Det er ingen underdrivelse, at AB's farlige angriber Sammy Youssouf efterhånden kan karakteriseres som AaB-forsvarernes skræk. Sidste gang, de to hold mødtes, scorede Youssouf to gange, og søndag kunne den hurtige frontløber krone en formidabel indsats med en scoring i AB's 3-1-sejr over AaB. En sejr, der betyder, at AB nu kun er ét point fra AaB på syvendepladsen.

De 1720 tilskuere på Gladsaxe Stadion kunne opleve den 26-årige Youssouf diske op med tekniske lækkerier, og han var ud over at score til 2-1 i anden halvlegs 23. minut også at finde i oplæggerens rolle. Youssouf er for alvor ved at få sit gennembrud i landets fornemste række.

De to holds positive indstilling var tydelig i den første halve time, hvor begge hold forsøgte at spille offensiv angrebsfodbold i et aggressivt tempo. Især AB lagde stærkt ud. Pasningsspillet fungerede upåklageligt anført at de to centrale midtbanefolk Nicolai Stokholm og Jesper Falck. Sammenspillet mellem midtbanen og de to bevægelige og altid farlige angribere Mohammed Zidan og Sammy Youssouf, der var tilbage efter overstået karantæne, skabte ofte forvirring i AaB-forsvaret. Og Zidan burde have bragt AB foran efter allerede to minutter .

Højt tempo

Men jyderne bidrog også til underholdningen med spil i højt tempo. AaB bredte spillet godt ud, men baserede deres angreb på lange bolde frem til et par meget passive angribere, Andres Oper og Thomas Augustinusen, der ikke havde en heldig dag.

Jyderne kom foran efter 25 minutters spil, da et frisparksindlæg fra Allan K. Jepsen via AB-forsvareren Christian Karlsson passerede en dårligt placeret Stephan M. Andersen. Men føringen holdt kun i ét minut, da Kenny Thorup kæmpede sig flot igennem i højre side af AaB's målfelt og udplacerede Jimmy Nielsen.

Efter de to scoringer dalede kvaliteten væsentligt og kampen udviklede sig til tilfældighedernes spil, men dog med AB i den styrende rolle. For da AaB-træner Poul Erik Andreasen i anden halvleg skiftede både Andres Oper og Michael Silberbauer ud, ebbede AaB's chanceskabende spil ud.

Og da AaB's to forsvarere Diego Tur og Allan K. Jepsen valgte at være i gavehumør i anden halvleg, var der ingen vej uden om nederlaget.

Sammi Youssouf udspillede et passivt jysk forsvar efter 23 minutter med et skud lige uden for feltet, mens Allan K. Jepsen fire minutter før tid forærede indskiftede Abdul Sule bolden på midterlinjen, hvorfra nigerianeren uhindret kunne bevæge sig mod AaB's mål og score mod et AaB-hold, hvor kun Brian Priske viste høj klasse.

En præstation, der var medvirkende til, at Morten Olsen efter kampen udtog ham til landsholdet i stedet for skadede Thomas Rytter. /ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen