Ishockey: Stolte danskere

Danmark-Rusland 1-6Nicolas Monberg fik lidt mere ud af mødet med de russiske verdensstjerner end sine holdkammerater.

Tampere

Ved slutfløjtet fulgte han puckens vilkårlige bane mellem benene på hans med- og modspillere, og med et øjebliks snarrådighed fik han sikret sig den sorte gummiskive. Måske ender den hjemme i samlingen af andre ishockey-souvenirs som et evigt minde om hans karrieres hidtil største kamp eller også som gave til hans holdkammerat Leonid Truhno.

»Jeg samler på den slags og har også pucken fra Rungsteds afgørende mesterskabskamp sidste år, men Leonid er en god ven og er efterhånden halvt dansker, halvt russer, så han vil sikkert sætte pris på den,« fortalte Nicolas Monberg, der dog sikkert får svært ved at lade trofæet gå videre.

»Oplevelsen var meget speciel for mig, og det betyder meget at have været med. Det er stort at møde Rusland, og vi skal helt klart være stolte over vores præstation, for bortset fra ti minutter i anden periode spillede vi faktisk godt.«

Bare ikke på et niveau, der kunne flå huller i den russiske pels, men selv den mest erfarne bjørnejæger vil få sin sag for i mødet med Rusland anno 2003. Med henblik på det helt store mål har træner Vladimir Plyushchev tilsyneladende set rigtigt i at luge de gamle profiler og stjernenykkerne og i stedet satse på unge og mere sultne spillere.

De mest iøjnefaldende eksempler er Alexander Frolov fra Los Angeles Kings og Ilya Kovalchuk fra Atlanta Trashers, der i aftes til fulde levede op til potentialet og var de stærkest skinnende blandt en række ishockey-perler på det russiske mandskab.

Især førstnævnte viste en teknik af en anden verden og et overblik, der faktisk slet ikke burde være muligt for en kun 21-årig gut. Gang på gang vendte han vrangen ud på de danske backs, der brugte alle evner og midler uden at kunne stoppe hvirvelvinden endsige bare komme i nærheden af ham.

Arbejdsbetingelserne blev ikke gjort bedre af, at stort set alle hans kolleger var lige så rappe på et par skøjter og dermed aldrig tillod danskerne at få samme muligheder som mod amerikanerne, der tilmed var anderledes skødesløse med varetagelsen af deres defensive pligter.

Umiddelbart kunne indledningen ellers godt give indtrykket af det stik modsatte. Danmark var overraskende godt med og fik modsat i den første kamp endda lov at køre rundt med pucken i længere perioder, hvilket dog ene og alene skyldtes forskellen på de to modstanderes taktiske oplæg.

I bedste NHL-stil forsøgte USA at trykke sig frem mod mål med en masse skud i håbet om at kunne sætte eventuelle returpucks i nettet, og den opskrift gav da også holdet de to scoringer mod Danmark.

Evig bevægelse

Ruslands stil er derimod i langt højere grad baseret på evig bevægelse, hurtige pasninger og overraskende indslag fra alle mand på isen. Det tekniske overskud resulterer dog af og til i lidt for meget nusseri frem og tilbage, inden pucken bliver sendt af sted mod mål, men i aftes fejlede effektiviteten ingenting.

Første periode endte ganske vist kun 1-0 efter en ganske fortræffelig dansk indsats, der endda med lidt held kunne have resulteret i en scoring, da holdet kort før pausen var i overtal fem mod tre. Ethvert håb om det helt store skrald ved VM forsvandt dog på bare syv minutter i anden periode, da russerne scorede hele fem gange i en berusende opvisning af verdensklasse-ishockey, hvor danskerne endnu kun kan agere sagesløse kegler.

Både de individuelle og fælles raids mod det danske mål osede af overskud, og så kunne russerne endda tilsyneladende sagtens have trykket endnu hårdere, hvis de havde følt behov for det.

Med seks huller i selvtilliden valgte målmand Peter Hirsch at lade sig erstatte af Jan Jensen, der som et symbol på holdets aldrig svigtende moral og kampvilje magtede at holde buret rent med stor hjælp fra markspillernes arbejdsraseri.

Tilmed fik de et kvarter inde i anden periode en ekstra lille belønning, da Maxim Sokolov fumlede med Søren Trues ellers ikke specielt hårde afslutning og tillod Ronny Larsen at reducere til 1-6, der også blev slutresultatet.

»Rusland er en af mine favoritter til guldet, så jeg er ikke skuffet, for vi spillede en god kamp. Vi fulgte planen i første periode, men mistede fokus i begyndelsen af anden, og det koster, men vigtigst af alt viste vi hjerte og motivation,« konkluderede Mikael Lundström.

thomas.kristensen@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen