Fodbold: Arsenals gummiarm

Normalt smider Arsenals forsvarende engelske mestre ikke en 2-0 føring væk, men lørdag fik Arsene Wengers mandskab gummiarm mod et heroisk kæmpende og velspillende Bolton-mandskab, som hjemme på Reebok Stadium sikrede sig 2-2 og et vigtigt point i nedrykningsstriden.

Boltons danske spillere, Henrik Pedersen og Per Frandsen, havde deres andel i Boltons ene point, der kan vise sig afgørende i bundstriden, hvis West Ham søndag sætter point til mod Manchester City.

Arsenal så ellers ud til at have afgjort kampen på en klinisk scoring af Robert Pires ti minutter efter en mindre blottelse hos hjemmeholdet efter pausen, men hjemmeholdet gav ikke op.

Youri Djorkaeff reducerede efter et skud på stolpen fra Per Frandsen, inden Arsenals midterforsvarer, Martin Keown, hårdt presset headede et indlæg i eget net godt fem minutter før tid. Med bare tre kampe tilbage, kan Manchester United nu tage afgørende afstand i toppen med en udesejr i søndagens udekamp mod Tottenham.

Den danske landsholdskeeper Thomas Sørensen fik lov at vende tilbage mellem stængerne hos Sunderland i nord-derbyet mod Newcastle. Men den danske landsholdsmålmand kunne ikke forhindre Newcastles Norberto Solano i at score kampens eneste mål på straffespark. Dermed led Sunderland det 13. nederlag i træk i Premier League.

Også den anden sikre nedrykker, West Bromwich, gik helt ned og tabte 0-6 til Liverpool. Til gengæld satte Chelsea med Jesper Grønkjær i startopstillingen point til med 1-1 i lokalopgøret mod Fulham trods en tilsyneladende sikker føring ved pausen.

Dermed er opløbet om to pladser i Champions League fortsat helt tæt mellem Liverpool, Chelsea og Newcastle.

henrik.brandt@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen