Atletik: Smuds på legenden

Afsløringen af dopingsagen mod sprinteren Carl Lewis op til den legendariske 100 meter ved OL i Seoul i 1988 kaster ikke bare smuds på det sidste århundredes største atlet, men i lige så høj grad på hele det amerikanske sportssystem

Der sad legenden så og hang med hovedet på politistationen i 77. gade i Los Angeles.

Legendens næsten nye Maserati-sportsvogn havde heller ikke sin sædvanlige glans efter et ufrivilligt møde med et rækværk på landevejen.

Tilmed havde legenden en meget menneskelig alkoholpromille på 0,8.

Men mon ikke Carl Lewis - for ham var det - har været klar nok i hovedet til at indse, at hans spritkørsel ville få et retsligt efterspil.

Denne sag kunne en af verdens hurtigste mænd gennem tiderne ikke løbe fra.

Anderledes med den positive dopingprøve, atletiklegenden Carl Lewis aflagde ved de amerikanske udtagelsesmesterskaber til OL i Seoul i 1988.

Hans test viste spor af stimulerende stoffer som ephedrin, pseudoephedrin og phenylpropanolamin.

Efter dopingreglerne fører den slags til diskvalifikation og måske sågar karantæne, men Carl Lewis og USA's olympiske komité ordnede den lille sag i mindelighed, da verdens dengang største atletiknavn først havde forklaret, at han uforvarende havde fået de stimulerende stoffer via helsemidlet Ma Huang.

Få måneder senere blev Carl Lewis den moralske og reelle vinder af den legendariske OL-finale på 100 meteren i Seoul.

Ganske vist løb det canadiske muskelbundt Ben Johnson først over stregen i den banebrydende rekordtid, 9,79 sek., men få dage senere rejste Ben Johnson fra Seoul i vanære.

Canadieren udløste tidernes største dopingskandale, da han blev taget på fersk gerning med anabole steroider i kroppen efter finalen.

Ingen anede noget om, at manden i Ben Johnsons fodspor dengang på det olympiske stadion i Seoul også havde haft et mellemværende med dopingkontrollen. Et mellemværende, der burde have hindret hans deltagelse ved OL i Seoul.

Carl Lewis - den veltalende, smarte middelklasseamerikaner med den religiøse og moralske indgang til livet - var af en ganske anden klasse end den stammende og unaturligt muskuløse Ben Johnson med det flakkende blik.

»Jeg kunne ikke lade være med at tænke på hans (Ben Johnsons) gule øjne. Det svin har gjort det igen, sagde jeg til mig selv,« som Carl Lewis skrev om OL-finalen i sin selvbiografi "Inside Track" fra 1990.

Ingen havde noget på Carl Lewis, der holdt sig på den absolutte top i atletik i 17 år uden nogensinde at blive afsløret som dopingsnyder.

Andre af datidens store atletikfolk gik det ilde.

Murens fald udløste en strøm af afsløringer om systematisk doping i den tidligere østblok, og afsløringen af Ben Johnson i OL-finalen i 1988 udløste en bølge af selvransagelse og en skærpet dopingkontrol i atletik.

I dag kan man konstatere, at blandt finalisterne i den legendariske OL-finale på 100 meteren i 1988 er hovedparten efterfølgende blevet afsløret i dopingsager:

Briten Linford Christie (nandrolon 1999), amerikaneren Dennis Mitchell (testosteron 1999) og canadieren Desai Williams (udpeget i den parlamentariske høring, som efterfulgte Ben Johnson-skandalen i Canada).

Men Carl Lewis kunne ingen røre. Ikke før i sidste uge.

Da Carl Lewis sad på den berygtede politistation på 77. gade og kølede af efter det lille uheld med Maseratien, kunne han tænke tilbage på en rigtig træls uge.

Siden han endegyldigt afsluttede sin formidable karriere som sprinter og længdespringer i 1997, havde han med begrænset held plejet sin status som celebrity.

Tvivlsomme filmroller, velgørenhedsarbejde, diverse kåringer af århundredets sportsfolk omkring årtusindskiftet samt lejlighedsvise reklamefremstød for helseprodukter som det danske ingefærpræparat Zingiberin fik navnet Carl Lewis til at dukke op i medierne med jævne mellemrum.

Men da superstjernen endelig kom tilbage i de store overskrifter, skete det ikke sådan, som Carl Lewis havde forestillet sig.

Der blev kastet smuds på legenden - og med ham på hele det amerikanske sportssystem.

Affæren blev udløst af den tidligere direktør for den amerikanske olympiske komités (USOC) antidopingprogram, Wade Exum. Direktøren fik en fyreseddel i 2000 og har siden forsøgt at opnå erstatning for en påstået uberettiget afskedigelse med racistiske motiver.

Wade Exum havde hyppigt antydet, at han lå inde med ubehagelige oplysninger.

Ikke desto mindre afviste en domstol i Colorado i begyndelsen af april Wade Exums søgsmål mod USOC som uberettiget.

Det fik Wade Exum til i stedet at aflevere en stak 30.000 siders dokumentation fra hans tid i USOC til amerikanske medier. Skandalen kunne for alvor rulle i offentligheden.

Exums dokumenter beviser, hvad den øvrige idrætsverden længe har haft af mistanker mod amerikanerne: Doping var noget, andre gjorde. Når amerikanske sportsfolk gik i fælden derhjemme, blev sagerne for det første holdt skjult, og for det andet endte de ofte med tvivlsomme frifindelser.

Ifølge Wade Exums dokumenter har ikke bare Carl Lewis, men hele 18 amerikanske sportsfolk deltaget ved OL, selv om de forinden havde aflagt positive dopingprøver ved de nationale udtagelsesmesterskaber.

Mere end 100 olympiske deltagere fra USA, heriblandt 11 skiløbere, otte fodboldspillere, 15 ishockeyspillere samt aktive fra atletik, tennis, brydning skulle være blevet frifundne ved interne processer efter at have aflagt positive dopingprøver.

Faktisk har amerikanerne siden 2000 haft et uafhængigt nationalt antidopingagentur, der opererer mere efter samme standarder som eksempelvis det danske AntiDoping Danmark. Men Wade Exums afsløringer fra fortiden kaster samme tvivlsomme skær over amerikansk olympisk idræt som over praksis i de tidligere østbloklande.

I USA har Wade Exums afsløringer ikke udløst det vilde postyr. Dels er atletik en relativt upåagtet idrætsgren i USA, når der ikke lige er et OL om hjørnet, dels er det aktuelle klima i USA ikke til at kaste smuds på nationens store helte.

Carl Lewis har nydt en anderledes stor popularitet i andre dele af verden som manden, der forvandlede atletik fra en stivnet olympisk idrætsgren med forældede amatøridealer til en moderne kommerciel og showpræget idrætsgren.

Den langbenede sprinter med den relativt langsomme start og den formidable afslutning fik konkurrenterne til at fremstå som primitive sluggertyper.

Publikum ved de europæiske storstævner strømmede til, når Carl Lewis var med i feltet.

Ikke mindst i andre engelsktalende lande som Canada, Australien og Storbritannien har beskyldningerne mod Carl Lewis udløst store overskrifter. Man fornemmer et skær af revanchelyst mod den ofte selvfikserede og moraliserende Carl Lewis, der vedblev at føre sig frem som atletikkens konge, selv om de sportslige resultater falmede i karrierens sidste år.

Carl Lewis selv forsvarede sig for første gang mod anklagerne i tirsdags.

»Der var hundredvis af andre, som blev sluppet af krogen. Alle blev behandlet ens. Det var et andet klima dengang,« sagde Carl Lewis, der ikke mente at have haft nogen sportslig nytte af sit utilsigtede indtag af stimulanser.

Efter nutidens regler havde Carl Lewis ikke undgået en dopingsanktion og offentlig vanære.

Han havde ikke fået anerkendt sine resultater fra udtagelsesmesterskaberne, hvilket ville have kostet ham pladsen på det amerikanske OL-hold.

Men man kan også vende hele sagen om og sige, at når nu spøgelserne skulle ud af skabet, så er det egentlig ganske opsigtsvækkende, at der ikke var mere snavs på Carl Lewis end uheldig omgang med stimulanser ved et stævne i 1988.

Mange af Carl Lewis største rivaler fra datidens store sprintfinaler er det såmænd gået langt mere ilde i eftertidens skærpede dopingkontrol.

henrik.brandt@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen