Dobbelt op til Jacobson

Med en fjerde og sidste runde i par og en samlet score i fem under sikrede svenske Fredrik Jacobson sig årets anden sejr på European Tour. I november sidste år vandt han Omega Hong Kong Open, som var én af de første turneringer på 2003-kalenderen, og med dagens sejr og præmiechecken på 208.330 euro rykker svenskeren frem på en femteplads på den opdaterede Volvo Order of Merit.

Men sejren holdt hårdt for den unge skandinav. Jacobson spillede ikke specielt godt fra tee til green, men en varm putter og knivskarpe indspil omkring greens sikrede det ene slags forspring, som var nok til at henvise de to walisere Bradley Dredge og Jamie Donaldson samt englænderen Brian Davis til en delt 2. plads.

Hele tre gange holede Fredrik Jacobson indspil uden for green. Første gang allerede på første hul, hvor svenskeren fik sig en birdie. To huller senere blev det til en bogey, efter et vildt drive out-of-bounds. Det vigtigste chip-in kom dog på 17. hul, hvor svenskeren holede for eagle på det 481 meter lange par-5 hul, og dermed kom to slag foran de nærmeste. En bogey på sidste hul spolerede ikke glæden for den 28-årige svensker.

Englænderen Greg Owen lignede længe en vinder på sidstedagen af Algarve Open, men et par bogeys på de sidste huller betød at Owen faldt tilbage, og han sluttede alene på 5. pladsen efter en afsluttende 73'er. De to sydafrikanere Richard Sterne og James Kingston sluttede på en delt 6. plads.

Bedste dansker blev Søren Kjeldsen, som gik en sidste runde i 72 slag og sluttede fem over par for turneringen på en delt 23. plads. Det gav ham en check på knap 13.000 euro, og et avancement til top-25 på Volvo Order of Merit.

Dagens bedste danskerrunde stod Søren Hansen for md en 69'er. Samlet sluttede han på en delt 31. plads. Anders Hansen sluttede på en 58. plads, mens Mads Vibe-Hastrup faldt tilbage til en 63. plads efter en afsluttende 80'er.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen