Boksning: Mads Larsens modstander forsvundet

Mads Larsens modstander til det professionelle boksestævne i K.B. Hallen fredag aften, sydafrikaneren Dingaan Thobela, er rejst hjem under mystiske omstændigheder.

Meldinger fra Sydafrika lyder, at Thobela simpelt hen gik i panik og flygtede ud af Danmark.

"Så vidt vi ved, skyldes det, at han var blevet bange for Mads Larsen og gik i panik, da han så, i hvor god form Mads Larsen er. Det har jeg fra Thobelas kone," siger Thobelas agent Greg Segal til Ritzau over telefon fra den sydlige halvkugle.

Ifølge matchmaker Mogens Palle forsvandt Dingaan Thobela, der i efteråret gik tiden ud mod Mikkel Kessler, fra Hotel Rossini på Frederiksberg i løbet af onsdag og efterlod al sin bagage. Hverken hans landsmænd, der også skal bokse i K.B. Hallen, eller træner Norman Hlabane fik besked om afrejsen.

Mads Larsen møder i stedet den tyske mester i supermellemvægt Andy Liebing fra Berlin. Aftalen med Liebing kom på plads torsdag aften.

Den 33-årige Liebing rangerer som den sjettebedste supermellemvægter i Tyskland. Han vandt det tyske mesterskab 29. november og fik dermed atter gjort sin rekordliste positiv. Den lyder på otte sejre, heraf tre på knockout, syv nederlag og en enkelt uafgjort.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen