Parma hoppede væk fra bunden

Den stolte italienske fodboldklub Parma tog et kæmpespring væk fra bunden af den italienske Serie A, da holdet i aftes besejrede Juventus 1-0. Med sejren, som først blev sikret med et langskudsdrøn af Sabri Lamouchi to minutter før tid, passerede Parma både Udinese, Piacenza, Torino og Atalanta på sin vej væk fra pladsen lige over nedrykningsstregen. En optur, som dog kan blive reguleret lidt søndag, hvor konkurrenterne spiller.

Juventus-målmanden, Gianluigi Buffon, som kom til Juventus fra netop Parma før denne sæson, var kampens mest travle spiller, og på den baggrund var Parmas sejr fortjent. Også selv om den betød yderligere nedtur for Juventus, der er mere eller mindre i strid med sine fans, efter at klubbens præsident, Umberto Agnelli, tidligere på ugen truede med at finde en anden by til hjemmekampene. Årsagen til hans raseri var bare 2529 betalende tilskuere til klubbens hjemmekamp i Serie A forrige søndag. Juventus er på tredjepladsen i ligaen med 55 point for 28 kampe. Roma og Inter har begge et point mere for en kamp færre. De to hold mødes søndag i Milano.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen