Dyrberg tog sæt fra Williams

Danmarks bedste kvindelige tennisspiller, Eva Dyrberg, kan drille de allerbedste i verden. Det så hun selv sent i aftes i WTA-turneringen Nasdaq-100 Open i Miami, hvor hun tog et sæt fra verdens nummer to Venus Williams. Amerikaneren vandt 4-6, 6-2, 6-1, men danske Dyrberg spillede sin chance og vandt første sæt, hvor Williams lavede 20 uprovokerede fejl, mens der bare kom fem fra Eva Dyrbergs hånd. Sættet varede 26 minutter.

Så varede andet sæt syv minutter længere. Venus Williams kom i gang ved stillingen 2-2, og vandt de næste syv partier til 3-0 i tredje sæt, som endte 6-1. Sættet blev kampens korteste med 24 minutter.

Danskeren, der netop er nået op blandt de 100 bedste kvinder i verden, var igennem kvalifikation for at nå hovedturneringen, hvor hun torsdag besejrede australieren Nicole Pratt, som er nummer 37 i verden. Wimbledon- og US Open-mesteren fortsætter sin jagt på at vinde turneringen for fjerde år i træk. For at gøre det, skal hun vinde over Argentinas Mariana Diaz-Oliva i tredje runde. Argentineren besejrede lørdag Slovakiets Henrieta Nagyova 6-3, 6-3.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen