Golf: Thomas Bjørn knebent videre i Florida

Golfspilleren Thomas Bjørn var igennem et par nervepirrende timer, inden han lørdag kvalificerede sig til finalerunderne ved PGA-turneringen The Players Championship i Florida.

Efter at have gået de to første runder på Sawgrass-banen i henholdsvis 74 og 72 slag så det længe ud som om, at turneringens eneste dansker ville ryge ud af den prestigefyldte turnering, hvor golfens verdenselite konkurrerer om en førstepræmie på godt ni millioner kroner.

Men da anden runde med store forsinkelser på grund af regn på førstedagen langt om længe var færdigspillet lørdag eftermiddag, kunne en lettet Thomas Bjørn konstatere, at han på en delt 61.-plads lige nøjagtigt sikrede sig adgang til de to sidste runder med en samlet score på to over par.

Danskeren startede anden runde på 10. hul og lagde flot ud med fire par og tre birdies, hvilket gav ham et løft opad i den samlede stilling. Men på 17. hul gik det galt. Bolden var tæt på at lande på green, men røg i vandet.

Thomas Bjørn fik dog slået et fornemt tredjeslag fra dropzonen, men missede det efterfølgende bogeyputt med få centimeter, og dermed måtte han notere en dobbeltbogey på scorekortet.

På de sidste ni huller blev spillet igen ustabilt, og Danmarks bedste golfspiller måtte derfor nøjes med en runde i par.

Amerikanerne Carl Paulson og Jeff Sluman fører turneringen med 138 slag - seks under par. Den forsvarende mester, Tiger Woods, ligger foreløbig helt nede på en delt 31.-plads, mens anden runde betød et farvel til notabiliteter som den dobbelte Players Championship-vinder Hal Sutton, Vijay Singh, Mark O'Meara og Davis Love lll.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen