De danske drenge blev til mænd

De danske håndbolddrenge er blevet til mænd.

Forvandlingen har været under vej et stykke tid, men den endelige manddomsprøve blev bestået torsdag aften i Göteborg.

Her skabte Danmark et lille mirakel ved at slå de regerende svenske europamestre med 27-26 efter 11-14 ved pausen og dermed kvalificere sig til EM-semifinalen mod Tyskland i Stockholm på bekostning af de olympiske mestre fra Rusland. Island møder Sverige i den anden semifinale og satte dermed en tyk streg under den store nordiske EM-succes. Begge semfinaler spilles i Globen på lørdag og med den indstilling, de danske spillere lagde for dagen mod Sverige, er det måske ikke helt ved siden af med en oplysning om, at finalen spilles på søndag klokken 18.00.

Kravet til de danske spillere var simpelt. Inden de løb på banen til lysshow og nationalsange i Scandinavium havde russerne havde gjort deres pligt med storsejr over Ukraine. Dermed var uafgjort en nødvendighed, hvis danskerne skulle snyde Rusland for en plads blandt de sidste fire.

Men Danmark gjorde mere end det nødvendige i en kamp, der var så spændende, at en Alfred Hitchcock i live ville have købt rettighederne uden at blinke med øjnene - og gjort plads på kaminhylden til en Oscar for bedste drama.

Efter en første halvleg, hvor 15 danske forsøg inklusive tre straffekast prellede af på Tomas Svensson i det svenske mål levede "de unge vilde" efter pausen op til det navn, som holdet har fået i svenske medier. På rendyrket fightervilje og en koldblodighed, som man ellers troede hørte til hos Sveriges gennemrutinerede mandskab, fik Danmark vendt 7-12 midt i første halvleg til 19-19 ti minutter inde i anden. Resten af kampen var uegnet for svage sjæle og tv-seere med allergi over for drama.

De svenske værter havde forlods kvalificeret sig til semifinalen og træner Bengt Johansson sparede af samme grund flere spillere. Ljubomir Vranjes og den rygskadede fløj Mathias Franzén var oversiddere og den mest rutinerede af dem alle, Magnus Wislander, blev på bænken i samtlige 60 minutter. Men foran et hjemmepublikum på 12.000, der blev budt op til kamp af 30 engagerede danske fans og derfor gav den lidt ekstra under "Du gamla du fria", hverken kunne eller ville svenskerne lade sig tabe til Danmark.

Claus Flensborg bragte Danmark på 1-0, men den hurtige danske føring blev den eneste før pausen. Svenskerne, der havde placeret både Magnus Wislander og Staffan Olsson på bænken fra start, behøvede blot en enkelt veteran til at holde Danmark på afstand gennem de første 30 minutter. Det danske forsvar havde store problemer med spirrevippen Magnus Andersson, der kom alt for tæt ind på forsvaret og med sine fem finurlige mål var årsag til den største danske hovedpine inden pausen.

Det danske angrebsspil virkede stift og langsomt, men begyndte så småt at løse op, da Torben Winther satte Claus Møller Jakobsen på banen. Og så skabte det også ro i gelederne, at landstræneren denne gang valgte at se bort fra sit rotationsprincip, som selv Gianluca Vialli ville have set på med beundrende øjne. Udskiftningerne virkede velovervejede og mere selektive end i opgøret mod Ukraine.

Lars Krogh Jeppesen kom aldrig i gang før pausen og virkede ligesom det danske angrebsspil en smule stiv og forkrampet. Flensburg-skytten tog dog revanche umiddelbart efter pauseteen med to hurtige og vigtige mål, der bragte Danmark på 15-16.

Det samme gjorde Søren Stryger, som efter et par dårlige kampe fik fløjen vendt bøtten. Med fire mål i de første 12 minutter af anden halvleg og fem i alt, var han stærkt medvirkende til, at Danmark fik kontakt med svenskerne til 19-19.

Kampen bølgede frem og tilbage, men midt i anden halvleg kom svenskerne ved 20-19 foran for sidste gang i kampen, da Stefan Lövgren scorede på et af sine syv straffekast. Torben Winther valgte at mandsopdække den svenske anfører i samtlige 60 minutter, og det træk viste sig at udmønte sig i en skakmat, idet de øvrige svenske bagspillere ikke havde klassen til at udnytte den ekstra plads, der opstod i det danske femmandsforsvar.

- Danmark, Danmark, lød det taktfast fra den lille rød-hvide koloni, der ikke fyldte meget i det bølgende blågule hav på tribunerne i den store arena. For første gang under mellemrunden kunne man høre danske struber i Scandinavium, og alle danskere i hallen - selv ikke de garvede og hårdt prøvede pressefolk kunne dy sig - gav virkelig lyd fra sig, da Lars Christiansen udnyttede to kontraer til 21-20 og 22-20.

Semifinalen var inden for rækkevidde. Torben Winther stod op ved siden af bænken. Tilsyneladende lige så upåvirket af situationen som professor Tournesol under et tordenbrag.

12 minutter før tid fik Klavs Bruun Jørgensen chancen for at bringe Danmark på 23-21, men Peter Gentzel snuppede det fjerde danske straffekast af seks mulige, hvorefter svenskernes Wislander-afløser Marcus Ahlm fik vristet sig fri til udligning. 22-22 - og Lars Krogh Jeppesen udvist i to minutter.

Så trådte Joachim Boldsen i karakter med et mål, der med danske øjne må kandidere til et af slutrundens bedste. I undertal - med uafgjort på måltavlen og en semifiale på højkant - hoppede anføreren op over den 1,97 meter høje Martin Frändesjö - og blev næsten naturstridigt hængende i luften, inden han med højrearmen kanonerede bolden i nettet via tværribben.

- Jeg tror aldrig jeg har været så højt oppe, forklarede Joachim Boldsen og rammede samtidig hele situationen ind.

Claus Møller Jakobsen kronede sin hidtil bedste EM-kamp med et vigtigt mål til 25-23, men Stefan Lövgren reducerede igen fra pletten med fire minutter igen og gjorde alt muligt igen. Publikum nægtede at se deres yndlinge tabe, men det umulige skete alligevel.

Et Joachim Boldsen-mål, et par Kasper Hvidt-redninger og endnu et Lövgren-mål senere, lykkedes det for Claus Flensborg at få bekræftet semifinalebilleten, da han i en infernalsk larm sluttede et godt og gennemført angreb på grænsen af nøl med at banke den afgørende bold ind bag Peter Gentzel til 27-25.

Svenskernes Andreas Larsson fik reduceret, men danskerne havde leveret sensationen.Og efter at have set håndboldkvinderne juble i mange år blev det omsider herrerne tur til at danse kædedans, råbe og skrige og levere sætninger som "jaaahh" og "det er for vildt".

Den svenske landstræner Bengt Johansson sagde indirekte efter kampen, at han hellere vil møde Island end Tyskland, og der blev i svenske medier spekuleret i, at han under opgøret kendte stillingen i kampen mellem Island og Tyskland, som endte med islandsk sejr på 29-24.

- Jeg gratulerer Danmark. Vi møder dem gerne i finalen sagde "Bengan", der gik mere op i, at han havde fået hvilet nogle nøglespillere:

- Vi fik hvilet dem, og nu skal vi forberede os på islændinge. De har virkelig overrasket, lød det Bengt Johansson, der op gennem 90'erne har stået i syv finaler ved enten OL, VM eller EM.

Hans danske kollega Torben Winther har haft VM-triumfer som træner for U-landsholdet, men står nu foran en semifinale og med mere end opfyldte målsætninger.

- Vi har mere end opfyldt det, som vi på forhånd havde troet på. Spillemæssigt har det fungeret bedre og bedre, og vi har nu vist, at vi har hævet os over den middelgruppe af hold som Polen og Ukraine, som jeg på forhånd sammenlignede os med. Men nu er vi stukket af, lød det fra Torben Winther, der nu ikke længere kan tillade sig at kalde sit hold for et udviklingshold.

Nu tilhører det verdenseliten.

Kristian Asmussen og Torsten Laen var oversiddere, sidstnævnte på grund af den lægskade han pådrog sig i torsdagens opgør mod Ukraine. Det betød, at den fiberskadede Christian Hjermind var tilbage blandt de 14 udvalgte spillere til den uhyre vigtige kamp. Men med Søren Strygers store kamp blev hans indtræden unødvendig.

Første halvlegs bedste spillere var uden tvivl Magnus Andersson og Tomas Svensson, men de to svenskere fik ikke hovedrollerne i de første 30 minutter. Det gjorde dommerbordet, der udløste stor panik i det 22. minut, da Danmark ved stillingen 8-12 fik tilkendt et straffekast. Klavs Bruun Jørgensen udnyttede det sikkert til 9-12, men umiddelbart efter scoringen fløjtede dommerbordet. Lars Christiansen var gået på banen uden at nogen havde forladt den, og derfor blev Danmark korrekt idømt en en to minutters udvisning. Målet blev godkendt, og efter lidt diskussion kørte spillet videre - blot for at blive stoppet af dommerbordet igen et minut senere.

De to landstrænere, Torben Winther og Bengt Johansson, mødtes ved midterlinjen - tydeligvis uenige om reglerne. Svenskeren ønskede målet underkendt, mens Winther mente, at Danmark var berettiget til et nyt straffekast. De svenske spillere og ledere blev ved at kigge op på måltavlen under taget, og efter længere tids palaver blev Danmarks ni mål forvandlet til otte. Torben Winther var sjældent set så rasende. Han skældte dommerbordet huden fuld, men uden held. Spillet blev sat i gang igen og hvis svenskerne havde vundet med et mål, havde episoden uden tvivl både fået afgørende betydning og et efterspil.

Den danske landstræner betegnede det som beskæmmende, at det norske dommerpar Oie og Högsnes, der ofte omtales som verdens bedste, ikke kendte reglerne.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.