Fortsæt til indhold
Sport

Taekwondo: Eliten i boykot

De bedste danske taekwondokæmpere boykottede denne weekends nordiske mesterskaber. Striden om landstræneren fører muligvis til, at landsholdskernen fravælger forbundets elitesatsning til efteråret

Af JAKOB MOLL

Fredag aften besluttede 11 danske taekwondokæmpere at boykotte lørdagens nordiske mesterskaber i Svendborg. Konsekvensen blev, at kun fem landsholdskæmpere stillede op for Danmark.

»Kæmperne fra de andre lande er selvfølgelig kede af det. De er jo kommet langt fra for at møde de bedste danskere,« siger Muhammed Dhamani, landets bedste og OL-deltager i Sydney 2000.

Boykotten er den foreløbige kulmination på voksende uenigheder mellem udøvere og forbund.

»For en uges tid fik vi svar på en skriftlig klage, vi havde indgivet omkring landstræner Bjarne Johansen. Og det svar er meget negativt: Vi får direkte smidt i hovedet, at det her er rammerne, og dem må vi tage eller lade være. Vi føler slet ikke, de forholder seriøst til vores klagepunkter. Efter et par dages overvejelser besluttede vi at trække os fra NM.«

Kernen i kæmpernes utilfredshed er, forklarer Dhamani, at de aktive ikke finder landstræner Bjarne Johansen fagligt dygtig nok hverken omkring træningen og i turneringer.

»Og det kommenterede de slet ikke på i deres svar. De forholdt sig kun til nogle bestemte episoder, som der også har været.«

Til august skal de bedste danske kæmpere efter planen samles i et storstilet Team Danmark-projekt i Farum.

»Jeg har ikke nogen mening om, hvorvidt han skal fyres fra forbundet. Men jeg kan sige så meget, at jeg ikke hiver mine teltpløkker op og rykker til Farum, hvis det er for at blive trænet af Bjarne Johansen.«

Hårdt mod hårdt

Dansk Taekwondo Forbund sætter hårdt mod hårdt. Formand Karin Schwartz mener ikke, der er noget at udsætte på Bjarne Johansens faglighed.

»Det har været præcis det samme med vores tre tidligere trænere. Når man har et hold med 16 så store individualister, skal man have 16 trænere for at gøre alle tilfredse.

Men jeg har respekt både for folk, der vælger til, og folk, der vælger fra. De millioner, som vi og Team Danmark satser, er kun et tilbud,« siger Karin Schwartz.

»Vi har oven i købet nedsat en arbejdsgruppe, der også inkluderer to aktivrepræsentanter. Så jeg kan slet ikke forstå den her boykot, som kun er til skade for dem selv,« siger karin Schwartz og tilføjer:

»Jeg tror, det er bedst for både taekwondo-forbundet, Team Danmark og kæmperne, hvis dem, der ikke kan se, at der skal opfyldes krav for at være del af et eliteprogram, forlader det.

De kan få alt serveret på et sølvfad. Men hvis dem, der melder fra, vinder DM, kan de sagtens tage med til EM og VM. De får bare lov selv at betale omkostningerne.«

Udsigten til at miste landets bedste kæmpere skræmmer ikke formanden.

»Vi har heldigvis en meget stor talentmasse.«

jakob.moll@jp.dk