Håndbold: Ikast-Bording videre trods nederlag
Ikast-Bordings håndboldkvinder kvalificerede sig lørdag til ottendelsfinalen i EHF-Cuppen trods nederlag på 29-26 til ungarske Cornexi Alcoa i Ungarn. Det var 12-8 ved pausen.
I sidste uge var der nemlig så stor klasseforskel på de to hold, at de jyske kvinder vandt med 43-20. Dermed er Ikast-Bording videre med et samlet plus på 20 mål.
Sidste uges sejr store sejr betød, at træner Christian Dalmose valgte at spare sine småskadede spillere Kjersti Grini og til dels Line Daugaard. Den norske stjernespiller var således kun på banen ved to straffekast, hvoraf hun scorede på det ene.
Dermed var det de mere uprøvede kræfter, som fik lov at spille den største rolle i kampen. De to fløje Kristina Black og Henriette Mikkelsen blev således topscorere med fem mål hver, mens den unge målvogter Camilla Eriksen, som stadig kun er ynglingespiller, fik 32 minutter på banen.
Camilla Eriksen fik chancen da Bente Højmark to minutter før pausen blev vist ud i to minutter for at hovere, da hun efter de tyrkiste dommeres mening jublede for meget efter en flot redning.
To gange fik Ikast-Bording udlignet ungarernes føring i anden halvleg, men hjemmeholdet sluttede alligevel bedst og fik dermed et plaster på det åbne sår, de danske kvinder gav dem for bare en uge siden.
/ritzau/