Håndbold: Danmark besejrede verdensmestrene
Det danske herrelandshold i håndbold kaldes også "træningsverdensmestre", og lørdag satte holdet i Odense Idrætshal en tyk streg under den titel, da de rigtige verdensmestre fra Frankrig blev slået med 29-23 i en testkamp før den forestående EM-slutrunde i Sverige.
Den næstsidste test inden EM var en træningskamp med det sædvanlige væld af udskiftninger og eksperimenter. Men på trods af kampens karakter og på trods af, at franskmændene formentlig er i besiddelse af et gear mere, når det går løs for alvor, leverede danskerne en så fornem præstation, at EM-holdet har føjet endnu et par kilo på det forventningspres, som allerede hviler på deres skuldre efter den seneste periodes støt stigende formkurve.
Efter opvisningen i Odense forsøgte landstræner Torben Winther at nedtone sejren over verdensmestrene, der ellers tog kampen mere seriøst i forhold til tidligere opvarmingskampe.
- Det er jo ikke alvor. Begge hold skifter meget ud, så lad nu være med at lægge så meget vægt på resultatet, og kig på spillet i stedet for, sagde Torben Winther.
"Problemet" er bare, at seksmålssejren var et resultat af fremragende spil - på alle ledder og kanter. Bortset fra lidt småproblemer med 6-0-forsvaret i kampens første kvarter, hævede samtlige facetter i det danske spil sig langt over middel. To spillere med navnet Bruun skilte sig dog ud fra mængden - og det i positiv retning. Den ene, Klavs Bruun Jørgensen, startede inde på bekostning af Claus Flensborg, der sad på tribunen, og den chance udnyttede den lille vævre GOG-skytte med bravur.
Syv gange fik Klavs Bruun Jørgensens velkendte hammerhug med venstrearmen de 1850 tilskuere til at udstøde det karakteristiske "uhhh", når han pumpede bolde ind det franske mål. Og da Klavs Bruun af samme grund formåede at få lagt det rigtige pres på forsvaret og dermed indirekte eller direkte spille holdkammeraterne fri til scoring, ligner han en mand, der er klar til EM.
Det samme er målmanden Michael Bruun, der reelt betegnes som tredjevalg, men som efter sine seneste præstationer har overhalet Kristian Asmussen inden om. Efter tyve minutter af lørdagens kamp overtog den lange Tvis-keeper målet efter Kasper Hvidt, der ikke havde fået fat på ret meget. Men det fik Michael Bruun, og godt hjulpet af et solidt 5-1 forsvar inden pausen og et endnu mere kompakt 6-0 forsvar i anden halvleg, var han i bogstaveligste forstand bagmanden bag sejren.
Torben Winther var glad for at begge forsvarsformationer ser ud til at være banket på plads, og landstræneren havde bestemt heller ingen grund til at klage over angrebsspillet, hvor kombinationerne flød både smukt og hurtigt, uanset hvem der agerede playmaker og backs.
- Det var nærmest champagnehåndbold i den ende af banen. Spillerne bevægede sig hurtigt og formåede også at spille godt udenom den fremskudte mand i det franske forsvar. I den anden ende fik vi i dag kørt endnu længere tid med 6-0, end vi hidtil har gjort, og det ser ud som om, det forsvar er tilbage på rette spor, sagde Torben Winther om det flade forsvar, der tidligere har været den eneste brugbare defensive taktik på det danske landshold.
Nu er det 5-1 forsvaret med Joachim Boldsen som bølgebryder, der har førsteprioritet. I lørdagens opgør havde anfører Boldsen fået fri fra angrebet på grund af lidt problemer med nakken, men afløseren Claus Møller Jakobsen gjorde det trods et par småfejl upåklageligt.
Lasse Boesen, der sad udenfor med en skade under turneringen i Frankrig og aldrig fik lov at vise noget i fredagens opgør mod Island, kom omsider i gang mod Frankrig. Koldingskytten lavede et par småfejl, men viste med tre mål fra såvel fløj som backplads, at han er et godt alternativ til begge positioner.
Og dermed kan Torben Winther glæde sig over, at han nu har fået samtlige 16 mand i aktion med succes. Kun Kristian Asmussen halter i øjeblikket en anelse bagefter de øvrige målmænd, men det får han formentlig chancen for at lave om på i søndagens sidste testopgør mod Tyskland i Flensborg, hvor det grove arbejde skal lægges til side til fordel for finesserne.
- Vi arbejder selvfølgelig videre med vores grundfilosofi, men jeg synes vi har fundet vores stil, så nu skal vi f.eks til at kigge lidt på tremeteropstillinger og andre finesser, sagde Winther.
/ritzau/