Boksning: Ringenes mester

En pegefinger, der ikke har det godt.

To boxere, hvoraf den ene ikke har rigtigt boxerhoved.

En tidligere Miss Randers, der heller ikke har bokserhoved.

En tyv på fri fod.

En forstad til Randers.

Og en kommende verdensmester i professionel bantamvægt?

30-årige Anita Christensen syner ikke af alverden med sine 55 kg og 170 centimeter, og som hun sidder her i sit arkitekttegnede hus i Randers-forstaden Vorup virker hun heller ikke farlig, tværtimod smilende og med en latter, der konstant bobler over, som når hun fortæller, at hun med sine drengegener i pigekroppen altid gik med pungen i baglommen for at se sej ud, for sådan gjorde drengene.

Hvis det lykkes at få ordnet den højre pegefinger, som har ødelagt det meste af sæsonen 2001, kan hun meget vel opnå, hvad der aldrig lykkedes for Tom Bogs, Jørgen Hansen og Brian Nielsen; at blive verdensmester i en sport, der tiltrækker flere og flere kvinder. Her i januar skal hun have fjernet noget arvæv i fingeren, der en overgang var så medtaget, at hun frygtede for sin karriere. Senerne lå og flød rundt i den, siger hun, og selv efter en operation kunne hun ikke slå ordentlig, men nu er der håb, og hun regner med, at et par kampe i vinter kan bringe hende på niveau til VM-kampen mod forbundet WIBFs mester, Eva Jones-Young.

»2002 skal være mit år,« fastslår Anita Christensen, mens hun kigger ud til de to andre boxere, Savon og Xavon, der farer rundt i hendes have - Savon, opkaldt efter den cubanske mesterbokser Felix Savon.

»Og jeg vinder titlen,« fastslår hun, » for jeg kan sagtens slå en gammel bedstemor som amerikaneren, der er 37 år.«

Den selvtillid har fulgt hende alle dage. Siden hun i barndommen altid lå i baghjulet på sin et år ældre bror Kent, har hun vidst, hvad hun ville.

Hun ville for eksempel ikke lege med piger. Mens de havde dukker, gik hun med legetøjspistoler.

»Veninder har aldrig sagt mig noget,« konstaterer hun samtidig med, at hun beklager sin manglende evne til at lave kaffe og giver de to gæster hver et brev med Nescafé, som vi selv må fordele, da hun ikke ved, hvor meget der skal i.

»Kvinder er utroværdige og misundelige og har altid travlt med at bagtale andre piger. "Se hende der, hun har en stor næse", selv om den er flad. Og "hende der er åndssvag". "Hvordan ved du det". "Det har jeg hørt". Og i den skure. I drenge siger tingene mere lige ud, og det kan jeg godt lide.«

Skyggen

Anita og Kent voksede op i et middelklassehjem i Dronningborg, hvor faderen var slagter og moderen gjorde rent på et plejehjem. Hun legede kun med drenge, klatrede i træer med dem og skød engang sin bedste kammerat, Mads Christensen, i ryggen med en pil, ligesom hun tog salamanderunger og ligusterlarver og andet kryb med hjem på værelset.

»De andre kaldte mig Skyggen, for jeg var konstant lige bag ved Kent. Han syntes ikke, det var lige sjovt at have mig på slæb, for pigerne troede, jeg var hans kæreste, så når han endelig mødte en, der var interesseret, sagde han "Søster, skal du ud til mor i morgen".«

Pludselig ringer det på døren; vi får vi besøg af en låsesmed, som skal udbedre skaderne efter et indbrud for at par dage siden, da det moderne hus i forskudte etager blev gennemrodet - uden at der tilsyneladende er forsvundet noget.

»Det værste er fornemmelsen af, at en eller anden er trængt ind på mine enemærker,« siger singlepigen, der bor alene med Savon og Xavon, som - med hendes eget udtryk - er mændene i hendes liv.

Mens andre piger ville gå til dans eller håndbold, begyndte Anita Christensen i stedet som 13-årig at spille fodbold, før det for alvor blev en pigesport, og hun gik til karate, inden hun i 1994 meldte sig ind i Randers Atlet Club, som Kent allerede var medlem af.

»Jeg var blevet træt af karate, fordi lederne lavede vrøvl over, at jeg slog og sparkede de andre piger for hårdt. Og så tænkte jeg, at boksning lige var noget for mig.«

Miss og model

Sideløbende havde hun dog været i gang med en ganske anden karriere, der måske kunne have ført hende videre, hvis det igen ikke havde været for det med pigers måder at omgå hinanden på.

I 1991 blev hun kåret til Miss Randers.

»Jeg har aldrig selv kunnet se, at jeg skulle være særlig pæn, men min mor mente, at jeg havde en chance. Og jeg vandt, selv om jeg havde sådan et stort pandehår.«

I 1994 blev hun opfordret til at stille op til den danske kvalifikationsrunde til Miss Universe. Det foregik i Cirkusbygningen i København.

»Jeg blev heldigvis kun nummer to. Det var ikke noget for mig. Og jeg syntes i øvrigt, at alle de andre piger var pænere. Her fik jeg igen bekræftet, at piger ikke altid er søde mod hinanden. Havde man haft en birkes mellem tænderne, ville konkurrenterne ikke have sagt noget, for jo værre, man så ud, jo bedre for dem.«

I den periode var Anita Christensen også fotomodel, hvor hun fortrinsvis blev brugt i tøjbrochurer, men det job blev hun ligeledes træt af.

»Som fotomodel blev jeg hundset rundt med, og hvis der er noget, jeg hader, er det at blive hundset med,« siger hun. »Jeg brød mig heller ikke om, at fotograferne ofte lige skulle pille lidt. Og jeg måtte også gerne tage mere tøj af ... nej, det var ikke noget for mig.«

I stedet blev hun butikslærling i Kvickly i Randers. Det udviklede sig snart til et mareridt. "Et helvede med et dumt svin som chef", kalder hun den periode.

»Han havde ingen menneskelige egenskaber og ventede bare på, at man lavede en fejl. Dengang var jeg meget genert, og mit ordforråd var heller ikke særlig stort, så jeg havde svært ved at sige min mening. Jeg har altid været meget pligtopfyldende og venlig, og det lå ikke til mig at komme på kant med autoriteterne. Derfor fandt jeg mig i det i de to år, jeg var i lære. Til sidst blev han da heldigvis fyret.«

På strøgtur efter job

Efter Kvickly gik Anita Christensen arbejdsløs i et par måneder, hvorefter hun skrev en stak ansøgninger, tog dem med i toget til Århus og gik ind i enhver tænkelig tøjforretning på det århusianske strøg, for tøj skulle det være.

Hendes kusine kendte chefen for Hennes & Mauritz i Søndergade, og Randers-pigen henvendte sig.

»Min kusine kender Dem,« sagde hun, »og jeg vil gerne have et job.«

Det viste sig at være en misforståelse; kusinens bekendte var chef for den anden H&M i Århus, og Anita blev rød i ansigtet af flovhed.

»Men jeg står faktisk og mangler en,« sagde afdelingschefen og ansatte hende.

Og hurtigt arbejdede Anita Christensen sig op til afdelingsleder i børnetøj og assisterende butikschef.

Samtidig passede hun sin boksetræning i Randers, om end det ikke blev til mange kampe, fordi der kun er få kvindelige boksere.

Fristet af Vester

En dag var der telefon til hende på arbejdspladsen.

»Det var en Anders Vester,« fortæller hun. »Navnet sagde mig ikke noget, og jeg troede først, at det måske var hans søn, bokseren Allan Vester, som jeg havde hørt om. Jeg tænkte, at han måske ville have en date efter at have set mig i forretningen. Det skete engang imellem, at jeg fik den slags henvendelser, men jeg sagde nu altid nej til dem. Efterhånden gik det op for mig, at jeg blev tilbudt en professionel kontrakt. Jeg var ved at falde ned ad stolen, for jeg havde ganske vist haft 15 kampe, men alligevel. Jeg snakkede med min træner og bestyrelsen i Randers Atlet Club om det. De mente, jeg burde vente, til jeg fik mere erfaring. I de efterfølgende par år ringede Anders Vester hver anden måned. Bare for at høre, hvordan du har det, sagde han. I min sidste sæson som amatør havde jeg kun én kamp, og Vester kunne love mig mindst fem kampe om året. I mellemtiden havde jeg bokset to amatørkampe ved hans stævner, og jeg vidste, at der var stor interesse omkring mig. Derfor sagde jeg ja. Men jeg betingede mig, at jeg fik det samme i løn som hans mandlige boksere.«

Siden har Anita Christensen bokset 11 kampe og vundet dem alle, heraf seks på knock out, og hun blev europamester, en titel, hun senest forsvarede 24. november i fjor, da hun pointbesejrede bulgareren Galina Gumliiska. Den kamp voldte hende en del vanskeligheder, fordi fingeren ikke var blevet helbredt trods operation.

»Det gjorde skideondt fra 2. omgang, og jeg kunne ikke slå igennem,« siger hun.

Efterfølgende sagde hun til medierne, at hvis det skulle blive nødvendigt, kunne hun bare få den sat af.

»Selvfølgelig mente jeg det ikke,« fortsætter hun. »Det er bare noget, der flyver ud af munden på en, når man bliver spurgt, hvordan problemet kan løses. Og det er et problem, for i sidste sæson mistede jeg fem kampe på grund af fingeren.«

Men trods skaden har hun passet sin træning, der på et tidspunkt blev flyttet til Århus, da Anders Vester mente, at hun boksede for amatøragtigt og ikke udviklede sig nok i Randers.

»Jeg syntes også selv, jeg trængte til nye impulser.«

Fire-fem gange om ugen løbetræner hun i Randers, en enkelt aften træner hun med de gamle kammerater, og ellers kører hun til Århus.

Kun søndag holder hun fri, og da går tiden med en del video på det splinternye Philips her i stuen.

Drømmen om egen butik

Økonomisk har det kostet penge at være skadet, da hun ikke har en forsikring, som dækker den manglende udbetaling for de aflyste kampe. Alligevel klarer hun sig, for hun er en fornuftig pige:

»Alle pengene fra boksning bliver sat til side,« forklarer hun. »Jeg har en drøm om en dag at åbne min egen butik. Jeg lever af min løn fra H&M.«

Og der er arbejdstiden nedsat, da hun op til VM-kampen kun arbejder 20 timer om ugen - to dage a 10 timer i tøjkædens Randers-afdeling, som hun blev chef for 1. september 1998.

»Jeg var så stolt over udnævnelsen, at jeg hylede som en stukket gris af glæde. For jeg har altid sat mig mange mål, og jeg har altid villet være nummer et.«

Derfor er målet verdensmesterskabet, som vil gøre hende til det største navn hos promotor Anders Vester; en position, hun vel allerede har indtaget, selv om han råder over så gode navne som Allan Vester og Michael Rask.

Hvor kampen skal bokses, er endnu ikke afgjort. Anita Christensen bryder sig ikke om at flyve, men omvendt slipper hun for en masse postyr, hvis det bliver i USA, og hun er ikke synderlig begejstret for det mediecirkus, der har været en del af hendes professionelle karriere.

»Presset på mig bliver også større, hvis jeg skal bokse i Danmark. Men i øvrigt er det ligegyldigt, hvor det sker, for jeg vinder,« fastslår den veltrænede kvinde, der altid har levet et asketisk liv.

»Jeg har aldrig røget, og jeg har aldrig prøvet at drikke et glas vin. Det siger mig ikke noget.«

Ikke et ord om penge

Hvad pursen bliver, hvis hun får VM-kampen, ved kun hun og Anders Vester. Hun siger imidlertid, at hun er så godt lønnet, at hun ikke behøvede tøjjobbet, hvis hun ellers var fri for skader.

Økonomien bliver yderligere styrket af hendes hovedsponsor, Randers-firmaet Ole Surland, der importerer fliser fra Italien.

»Der er utrolig mange penge i sponsorater,« siger Anita, men heller ikke her vil hun sætte kroner og øre på.

Hendes forældre har aldrig været begejstret for den sportsgren, hun valgte, men de kender hende godt nok til at vide, at de ikke kan tale hende fra det.

»Min far siger i reglen ikke noget om det, men hvis jeg spørger ham, får jeg det svar, at han ikke bryder sig om det.«

Måske hænger det sammen med hendes hidsige temperament, som muligvis også er årsag til, at hun for tiden ikke har en kæreste.

»Jeg er ikke nem at leve sammen med,« forklarer hun. »Når jeg kommer hjem, tager jeg ikke sko og jakke af, hvis der ligger noget om flyder. Det skal først sættes på plads, og det kan nok irritere en mand. På den anden side, når jeg er sød, er jeg så sød, at det opvejer alt andet.«

Miss Randers 1991 har ikke fået mange skrammer i sin karriere, viser et nærmere eftersyn af ansigtet. Omvendt fremhæver modstandere af kvindeboksning blandt andet risikoen for brystkræft forårsaget af mange slag.

Den frygt deler Anita Christensen ikke.

»Der findes en slags plastickopper, som man kan sætte på brysterne for at beskytte dem, men de generer. Og jeg kommer til at ligne Dolly Parton, når jeg har dem på.«

At boksningen ikke skal gå ud over kvindeligheden, er piercingen i navlen vel også et bevis på.

Vi får lov at se den.

Det gør kontrollanterne ikke, når hun skal i ringen.

»Jeg hiver bare bukserne så højt op, at de ikke kan få øje på den.«

knud.wilhelmsen@jp.dk