Ishockey: Canadisk profil til Esbjerg
Med et spektakulært spillerkøb håber Esbjerg IK at opnå bonus på flere måder i det nye år. Klubben har hentet den tidligere storspiller i NHL canadieren Zarley Zalapski.
Både placeringen i tabellen og tilskuerantallet til hjemmekampene skal nemlig gerne et hak eller to opad, når Zarley Zalapski gør sin entre på isen med et mere end respektabelt CV.
Op gennem 1990'erne opnåede den 34-årige canadier således 637 kampe i den amerikanske NHL og blev sågar udtaget til det prestigefyldte All Stars-mandskab i 1993. To år senere blev han dog ramt af en knæskade, der fik karrieren til at stagnere, og de to foregående sæsoner har Zarley Zalapski spillet i München Barons, Tyskland og Merano, Italien.
I denne har han indtil videre været uden klub, men skal efter sigende have holdt sig i form ved at træne med et schweizisk hold, og nu har Esbjerg budt op til isdans det næste halve år.
Som både træner og sportschef har Stig Nielsen fået handlen i hus og glæder sig til for første gang at se den nye spiller til træning i dag. På længere sigt håber han, at Zarley Zalapski efter en naturlig tilvænningsperiode vil kunne styrke esbjergensernes spil i overtal samt være med til at igangsætte hurtige angreb fra eget forsvar.
»Desuden kommer han jo også til at løfte de andre på holdet. Vi har lige trænet i dag, og alle var fyr og flamme af bare forventning. Det er en fornøjelse at få en forstærkning, når vi er i en gunstig position i stedet for at handle i ren panik,« forklarer Stig Nielsen, der har kunnet se sit unge hold vinde fem af de seneste seks ligakampe.
Faldende tilskuertal
Alligevel dukker kun i gennemsnit godt 1000 mennesker op i Esbjerg Skøjtehal, men med den nye giraf i stalden håber klubben at kunne øge det tal med mindst 500. Uformelle samtaler med tilskuerne har nemlig overbevist bestyrelsen og de øvrige frivillige om, at en stærk profil har været savnet blandt de forvænte vestjyder.
»Vi må erkende, at vi ikke har været gode nok til at markedsføre os selv, men jeg har da hørt rygter om, at der endda kommer folk for at se træningen i morgen (i dag, red.), når han er med,« fortæller Stig Nielsen, der kan takke en gruppe uden for bestyrelsen for Zarley Zalapski.
Som de øvrige ishockeyklubber har Esbjerg nemlig ikke uanede ressourcer at jonglere med efter en langtrukken, økonomisk redningsaktion for et år siden, og klubben kører stadig med stram justits omkring udgifterne. Af den grund har bestyrelsen ikke villet give Stig Nielsen penge til Zarley Zalapski, der i stedet er blevet hentet ved hjælp af gavmilde bidragsydere.