Ridesport: Forbund sendt til tælling

Tyveri af dopingprøver ved World Cup-stævnet på Vilhelmsborg kan koste danske arrangører dyrt

I ridekredse forsøger man i disse dage at finde sine ben efter weekendens World Cup-stævne på Vilhelmsborg. Her blev et højt sportsligt niveau overskygget af en bizar indbrudssag, hvor et aflåst køleskab natten til lørdag blev brudt op og to forseglede dopingprøver stjålet.

Gisningerne spænder lige fra, at der er tale om et simpelt tyveri til fantasifulde konspirationsteorier mod Danmarks førende springrytter, Thomas Velin. En af Velins heste, Godsend Du Reverdy, var blandt de testede.

Den anden forsvundne dopingprøve var udtaget af den franske hest Caucalis, der senere vandt stævnets næststørste klasse.

Først om fjorten dage får man vished for, om de udtagne erstatningsprøver er positive eller ej. Foreløbig beklages hændelserne af stævnets leder, Jens Trabjerg, der sammen med det internationale forbund er ansvarlige for stævnets afvikling, men han ser sig ude af stand til at give nogen officiel melding.

»Jeg er endnu ikke på nogen måde officielt inddraget i sagen. FEI's repræsentanter har, som jeg opfatter det, valgt at behandle det som en intern sag i FEI-regi, d.v.s. at det involverer FEI's folk ved stævnet,« siger Jens Trabjerg.

Han erkender gerne, at man allerede under stævnet havde været bedst tjent med at orientere om hændelsesforløbet, men også her henviser han til FEI.

»Jeg var sikker på, at det ikke var noget, man i FEI ønskede at gøre en sag ud af. Jeg er helt enig i, at det havde været naturligt at melde ud, at der var sket et tyveri. Jeg følte blot ikke, at det lå til mig at gøre det, men på baggrund af henvendelser jeg efterfølgende har fået, føler jeg mig nu foranlediget til at gå dybere ind i det,« siger Jens Trabjerg.

Fokus på sikkerhed

Hvorvidt hændelserne på Vilhelmsborg kan påvirke mulighederne for fremtidig afholdelse af FEI-stævner på dansk grund, siger han.

»Det kan man ikke udelukke. Jeg ved ikke, hvordan FEI vælger at se på hændelserne, men man kan godt frygte, at der vil blive set med stor alvor på det,« siger Jens Trabjerg og bebuder øget fokus på sikkerhedsprocedurerne fremover.

»Når det gælder selve opbevaringen af dopingprøver, så er det ikke os, der skal godkende det. Stederne hvor prøverne udtages og opbevares, er officielt godkendt, men det er naturligt at se på, om der er behov for opstramninger og hvorvidt vi skal have security-vagter på, men det er sørgeligt, hvis det er nødvendigt,« siger Jens Trabjerg.

Synd for Velin

Han er meget ked af det hændte, også i forhold til Thomas Velin, som Trabjerg imidlertid forventer renset for mistanke via den udtagne erstatningsprøve.

»Konspirationstankerne mod Velin tror jeg overhovedet ikke på. Jeg tror, det er et simpelt tyveri, og jeg er overbevist om, at der kommer en negativ blodprøve tilbage om fjorten dage, samt at man herefter kan sige, at reaktionerne har været en smule overdrevne,« siger Jens Trabjerg.

»Hvis endelig der skulle være tale om andet end et simpelt tyveri, da er jeg mere tilbøjelig til at tro, at nogen ved at begå tyveriet har ønsket at skade os som arrangører. Jeg kan ikke tro, at nogen har udført dette for at skade Thomas Velin.«

niels-j@post8.tele.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen