Skoleidræt: Kvalitet vigtigere end timer

Der er andre veje til at forbedre skoleelevernes fysiske form end flere idrætstimer i folkeskolen, mener eleverne selv

Selv om fremtrædende idrætsforskere og de store idrætsorganisationer fortsat presser på for flere idrætstimer i folkeskolen, er der også andre veje end flere timer til at få landets skoleelever i bedre form.

Det mener blandt andre en af elevernes egne organisationer, Folkeskoleelevernes Landsorganisation (FLO), der snarere ønsker højere kvalitet i idrætstimerne end flere timer.

»Vi mener ikke, at det er skolens opgave at løse problemerne med fedme og sygdom. Man går ikke i skole for at dyrke idræt. Vi så gerne, at eleverne blev tilbudt en valgfri mulighed for flere idrætstimer, men fire idrætstimer om ugen i stedet for de nuværende to vil ikke løse problemerne,« mener FLO's landsformand, Morten Justesen.

Problemet ved at indføre flere idrætstimer er ikke kun økonomi og det nødvendige fravalg af andre fag, men også fagets lave status i dagens folkeskole, hvor minimum to idrætstimer om ugen er obligatorisk på alle klassetrin.

»Mange idrætslærere forbereder sig ikke godt nok til timerne, men sætter bare eleverne til at spille fodbold. Nogle elever dyrker eliteidræt i fritiden, og de kører så showet, mens de svage falder fra. I stedet burde idræt være et kanonfag, hvor man lavede noget sjovt og lærte en masse, så man blev motiveret for at dyrke idræt eller motion i fritiden og lærte om vigtigheden af motion. Det burde være lige så vigtigt, at idrætslæreren kan sin idræt som at engelsklæreren kan engelsk,« mener Morten Justesen.

Ny hjemmeside

Mens eleverne efterlyser mere kvalitet i idrætsundervisningen og faciliteterne, åbnede Frederiksborg Amt onsdag hjemmesiden www.madogbevaegelse.dk , hvor man på baggrund af et løbende forsøgsprojekt samler erfaringer og ideer om, hvordan man i skolernes almindelige liv langt bedre kan integrere temaer om sund kost og bevægelse.

»Vi må erkende, at det ikke kun handler om at få børnene til at dyrke mere idræt. Vi er også nødt til at tænke utraditionelt for at få dem til at bevæge sig noget mere i dagligdagen. Eksempelvis få eleverne til at cykle i skolen og lege mere i frikvartererne udendørs. Og så skal lærerne i det hele taget tænke bevægelse og mad ind i undervisningen,« mener Gitte Dalsgaard, der er forebyggelseskonsulent i Frederiksborg Amt.

Lektor og dr. med. Lars Bo Andersen fra Institut for Idræt på Københavns Universitet advarede tirsdag i Jyllands-Posten om, at en alarmerende stor del af skoleeleverne helt ned i 9 års alderen i dag lever så stillesiddende, at de er ved at udvikle insulinufølsomhed, som kan føre til alvorlige livsstilssygdomme hos eleverne i en ung alder.

På fredag - mens politikerne på Christiansborg forventes at diskutere videre om en ny folkeskolelov - sender de danske skoler traditionen tro næsten 600.000 elever afsted på den årlige Skolernes Motionsdag med tilbud om kondiløb, rulleskøjteløb, aerobic, leg, cykling, svømning m.m.

Eleverne sendes afsted på motionsdag med en salut om, at flere idrætstimer er hårdt tiltrængt

»Skolernes Motionsdag er netop et bevis på, at skolen engagerer sig i elevernes idræts- og motionsvaner. Men vi har brug til flere timer til faget for at gøre det endnu bedre,« siger Dansk Skoleidræts formand, Lene Mygenfeldt.

henrik.brandt@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen