Fodbold: Olsen opfordrer til tålmodighed

Både på papiret og på banen ligner Luxembourg et hold, som det danske fodboldlandshold burde kunne slå komfortabelt i lørdagens EM-kvalifikationskamp i Parken.

Ikke desto mindre nedtoner landstræner Morten Olsen forventningerne til en regulær målfest.

- Selvfølgelig er vi storfavoritter, og det pres lægger vi på vores egne skuldre. Men det betyder ikke, at det bliver nemt, og Luxembourg kan vise sig at blive en sværere modstander end Rumænien. Alle såkaldte lilleputnationer har forsvarsmæssige kvaliteter, der kan slå dit spil i stykker, sagde Morten Olsen ved dagens træning i Vedbæk og hentydede til VM-kvalifikationskampen i Parken i juni sidste år, hvor de undertippede gæster fra den lille middelhavsø Malta overraskende havde spillet sig til et 1-1-resultat, inden Ebbe Sand seks minutter før tid brød gennem den kompakte maltesiske forsvarsmur og afgjorde opgøret med sit andet mål.

- Hvis man vil spille brillant fodbold, går det nogle gange galt. Derfor skal vi være tålmodige, understregede Olsen.

Efter en let opvarmning kastede Martin Jørgensen sig i hænderne på lægestaben for at få masseret sit ømme lår, mens Jon Dahl Tomasson så ud til at være klar igen efter sin muskelskade i maven.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen