Fredag er favoritdag

Uroligheder ved kampen imellem AGF og Viborg har skabt debat om fredagskampe. Et flertal af superligaklubberne ser ud til at foretrække fredag aften frem for lørdag eftermiddag

Urolighederne ved superligaopgøret imellem AGF og Viborg har skabt en livlig debat om, hvorvidt fodboldkampe fredag aften er lig med for mange weekendøl og uroligheder på tilskuerpladserne.

»Vi har længe haft den holdning, at fredagskampe ikke er en god idé, og vi bryder os fortsat ikke om de kampe på grund af den større risiko for tilskueruroligheder,« siger Brøndbys direktør Per Bjerregaard.

Den holdning deler Bjerregaards kollega i AGF, Michael Hyldgaard, der efter urolighederne fredag aften vil forsøge at undgå lignende opgør i fremtiden. Men en rundspørge foretaget af Jyllands-Posten blandt superligaklubberne viser, at et flertal faktisk foretrækker kampe fredag aften frem for alternativet - lørdag eftermiddag.

Hele diskussionen udspringer af, at TV3 udover den sene kamp søndag vil have en TV-kamp på en anden ugedag. I sidste sæson var det mandag, men det var et flertal af klubberne imod. Derfor forsøger man i øjeblikket med kampe lørdag eftermiddag og fredag aften. Når første halvdel af sæsonen afsluttes 1. december, vil Divisionsforningen på baggrund af tilbagemeldinger fra superligaklubberne drøfte sagen med TV3-ledelsen.

TV3's direktør Jørgen Madsen er ikke i tvivl - han fortrækker lørdag.

»Indtil videre har vi haft lige mange seere til kampene fredag og lørdag, så det betyder ikke det store. Men jeg foretrækker nu lørdag af to årsager. Dels har mange fans bedt om lørdag, for der har de mulighed for at rejse til udekampene. Dels har jeg en drøm om at genoplive traditionen med Tipslørdag, hvor folk samles foran skærmen til en kamp lørdag eftermiddag,« siger Jørgen Madsen.

Weekendrutiner

Men en rundspørge blandt superligaklubberne viser, at et flertal er imod TV3-direktørens ønsker. 7 af de 12 superligaklubber - AB, Farum, FCK, FCM, Køge, OB og Viborg - foretrækker kampe fredag aften frem for lørdag. Fredag foretrækkes, fordi at man her kan tiltrække flest tilskuere.

»Vi vil helst have fredagskampe. Der er det nemmere at trække familierne til stadion, for lørdag eftermiddag bryder vi for meget ind i familiernes weekendrutiner. Desuden er mange af de potentielle tilskuere selv ude og spille fodbold lørdag eftermiddag, hvor seriefodboldens kampe afvikles,« siger direktør i FC Midtjylland, Jens Ørgaard.

I Køge har man gode erfaringer med fredagskampe fra tiden i 1. division. Her kørte de sjællandske klubber i en periode et forsøg med fredagskampe.

»Vi oplevede, at tilskuergennemsnittet til fredagskampene var et pænt stykke højere end til kampene lørdag. Derfor vil det være en god ide, hvis man valgte fredag fremover,« siger Køges formand Finn Cederstrøm.

Træt af eksperimenter

I FC København er direktør Flemming Østergaard lidt træt af de mange eksperimenter med kampdagene.

»Vi hælder mest til fredag aften, men er egentlig ligeglade, så længe vi får besked i god tid. Det kan ikke nytte noget, at man flytter for meget rundt på kampene, for så får man aldrig gjort f.eks. en kamp fredag aften til en tradition for tilskuerne. Det gælder om at have nogle faste dage, som man så kan markedsføre ordentligt, som man har set det i Sverige. Her trækker de tusindvis af tilskuere til kampene mandag aften,« siger Flemming Østergaard.

Jørgen Madsen fra TV3 er åben over for at lytte til klubbernes ønsker: »Vi evaluerer forsøget løbende i øjeblikket, og tager selvfølgelig klubbernes ønsker til efterretning. Men vi lægger stor vægt på, hvad fansene ønsker, for uden tilskuere på stadion er der ingen stemning til kampene. Hvis fansene fortsat ønsker kampe om lørdagen, så hælder vi også til det,« siger Jørgen Madsen.

I Divisionsforeningen understreger man, at der i øjeblikket er tale om en forsøgsperiode, men urolighederne i Århus i fredags kan godt få indflydelse på den samlede vurdering.

»Det er klart, at episoden i fredags vil spille ind på den samlede vurdering. Det var ikke særligt positivt - det var nærmest skandaløst. Men der er flere ting end det, der spiller ind på vurderingerne, og klubbernes egne ønsker har jo også meget sige,« siger Divisionsforeningens direktør, Claus Rode Jensen.

Den næste fredagskamp spilles i denne uge. Her tager AaB imod AGF. Sidste weekends begivenheder får ikke nogen betydning for beredskabet til denne kamp.

»Vi forventer mange tilskuere når AGF kommer på besøg og derfor er der automatisk tale om en højrisikokamp. Men vi forbereder os ikke specielt, fordi der er tale om en fredagskamp,« siger AaB's direktør Børge Bach.

kasper.krogh@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.