Tennis: Australier skrev historie

Australieren Todd Woodbrigde opnåede med søndagens sejr sammen med Jonas Björkman sin double-titel nummer ni i herredouble.

London

Todd Woodbridge fik fjernet den sidste tvivl.

Med gårsdagens finalesejr på 6-1, 6-4, 4-6, 6-4 over Nenad Zimonjic og Julian Knowle nåede australieren op på ni Wimbledon-titler i herredouble som den første nogensinde, men selve rekorden har han personligt følt sig i besiddelse af længe.

Ganske vist nåede Todd Woodbridge først op på siden af brødrene Doherty i 2003, men i deres storhedstid mellem 1897 og 1905 blev turneringen afviklet efter et andet princip kaldet Challenge Round.

I aktion skulle de forsvarende mestre først i finalen, hvor de skulle møde vinderne af en kvalifikationsrunde, så brødreparret blev ikke just overbebyrdet på sin vej til triumferne

»Jeg er meget stolt. Jeg har altid ment, at min præstation står over deres, men det er dejligt at få skrevet mit navn endnu tydeligere ind i Wimbledons historie. Jeg er stadig vild med at vinde, og det har aldrig ændret sig siden begyndelsen,« fastslår Todd Woodbridge.

Björkman tog over

Den ligger helt tilbage i 1988 og kom hurtigt til at kredse om doublen, selv om han sagtens kunne følge med i single og også nåede at vinde to titler alene. I begyndelsen af 1990'erne fandt han sammen med Mark Woodforde, og derefter lagde "The Woodies" alt ned med blandt andet sejre i alle fire Grand Slams.

I 2000 havde Mark Woodforde fået nok, men i Jonas Björkman havde Todd Woodbridge allerede sikret sig en habil afløser, der siden har hjulpet ham videre mod rekorderne. Tilbage i januar fik Todd Woodbridge omsider lagt Tom Okker bag sig ved at vinde sin 79. doubletitel i karrieren, og med det tredje Wimbledon-trofæ i træk kunne han søndag sætte kryds ud for endnu et mål inden den bebudede karriereafslutning efter denne sæson.

»Jonas vil ikke lade mig stoppe, og han har allerede prøvet at lokke med nummer 10. Lige nu er mit spil da også godt nok til at fortsætte, så jeg bliver nok nødt til at overveje, om jeg skal spille videre,« indrømmer Todd Woodbridge.

En travl dag

Bedriften kunne han ikke tillade sig at fejre med champagne, da han sammen med Alicia Molik skulle på banen igen i mixed double-finalen mod Wayne og Cara Black, der selv havde haft en overordentlig travl dag.

Regnen og de mange afbrydelse tvang søskendeparret ud i en semifinale mod Bob Bryan og Lindsay Davenport på bane 2, hvor Cara Black og Rennae Stubbs endda også kort forinden havde spille finale i damedoublen mod Ai Sugiyama og Liezel Huber.

Begge kampe blev vundet, men ved redaktionens slutning var den tredje kamp endnu ikke færdigspillet, da kampen måtte ud i et tredje og afgørende sæt.

Hos juniorerne vandt Katerina Bondarenko, Ukraine og Gael Monfils, Frankrig hver deres singlerække.

thomas.kristensen@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen