Hestesport: Triumf for Hamble Crown

Nervepirrende optakt inden Hamble Crown vandt Jydsk 4-årings Grand Prix på Jydsk Væddeløbsbane.

Det skarpe staldsving på Jydsk Væddeløbsbane har gennem årene fældet mange favoritter, og søndag truede det også med at spolere familien Holmers drømme om sejr til Hamble Crown i derbyårgangens første store opgør, Jydsk 4-årings Grand Prix.

I afcantringen inden start kneb det tydeligt for hesten at passere staldsvinget i løbstempo i tilladt gangart, så i al hast blev Hamble Crown iklædt et par gummiboots. Foranstaltningen skulle hjælpe hesten med at bevare balancen, og missionen lykkedes.

Den forudsete føringsduel mellem favoritterne Hamble Crown og Hr Siem sluttede næsten inden den kom i gang, idet Hr Siem galoperede umiddelbart efter start.

En anden af konkurrenterne, Birger Jørgensen med Helix Vang havde luret, at Hamble Crown ikke var så smidig i travet som vanligt, og ekvipagen udfordrede hårdt gennem første sving, men Hamble Crown klarede skærene og havde derefter løbet under kontrol til sejr i tiden 1.16,9a/2360 meter og en præmie på 185.000 kr.

»Hesten var ikke 100 procent perfekt i opvarmningen, og banen var nok lidt for hård til at køre uden sko, så i stedet for at Hamble Crown skulle galopere i første sving, gav vi den et par gummiboots på i et desperat forsøg. Havde jeg kørt direkte til start så var det blevet til galop,« vurderede kusken Kent Friborg, der i øvrigt er fuld af lovord om den talentfulde hest.

»Hamble Crown er en mægtig hest. Den vandt med ørevattet i behold og var slet ikke kørt i bund, så det er klart, at den er blandt årgangens bedste. Jeg har stor respekt for flere af de andre, men jeg synes, at Hamble Crown er ved at skille sig ud. Jeg har aldrig kørt Hr Siem, men har set den fra sidelinien. Det er en skrap hest, men jeg tror faktisk, at Hamble Crown står for mere tryk undervejs end den,« siger Kent Friborg.

Nervepirrende

Lettelsen var stor hos Hamble Crowns 18-årige amatørtræner Mette Holmer, der havde nogle nervepirrende minutter inden sejren var en realitet.

»Ja, pyha. Hamble Crown gik ikke som normalt i dag. Den løb mere skævt med hovedet gennem staldsvinget end senest, så jeg var ved at frygte, at det skulle ende fuldstændig galt. Heldigt for os blev det i stedet Hr Siem der galoperede. Så skulle Hamble Crown i det mindste ikke kæmpe med den,« konstaterede Mette Holmer og bebudede, at Hamble Crown nu skal dyrlægetjekkes for at afklare, om det kun var harmløs hov-ømhed, der var baggrunden for forskrækkelsen. Næste start er planlagt til Grand Circle 4-års Championat 25. juli i Billund. Siden gælder det Dansk Trav Derby.

»Derbyets 3000 meter vil være en god distance for Hamble Crown. Den besidder lige så meget styrke som speed,« siger Mette Holmer og fremhæver Hamble Crowns afstamning på modersiden som en afgørende faktor for hestens succes.

»Den er ud af samme moderlinie som Napalm og Tarok, så talentet har den. Ellers mener vi, at det er vores træning som er skyld i, at Hamble Crown kan udnytte talentet. Jeg tror, at hesten let kunne være ødelagt,« siger Mette Holmer med henvisning til det skrøbelige bentøj som har kendetegnet Hamble Crowns søskende.

Uforklarligt galop

Sejrsmarginalen blev to længder, mens kampen om placeringerne var stenhård blandt fire heste, der alle fik noteret tiden 1.17,2. Stærkt spurtende Hennessey og Preben Kjærsgaards nåede andenpladsen knebent foran Helix Vang, der var en mulespids foran Hurricane Line, mens der var en halv længde til Hurricane Hoff på femtepladsen. Sjette og sidste præmie tilfaldt Hr Siem.

»Jeg har ingen forklaring på, hvorfor Hr Siem galoperede. Føringskampen var reelt afgjort, men pludselig galoperede Hr Siem bare. Ellers gik den fint. Jeg måtte gøre et forsøg på sidste langside og okay, hesten var lidt slidt i opløbet, men vi kommer stærkt igen,« lovede Vidar Hop. Birger Jørgensens optimisme på Helix Vangs vegne viste sig velbegrundet idet hesten forsvarede sig tappert fra positionen udvendigt for vinderen.

»På forhånd var det ikke til at se, at Hr Siem skulle galopere således at det i stedet blev os, der skulle gøre det grove arbejde. På den baggrund gik Helix Vang et kanon-løb,« sagde Birger Jørgensen.

Gentagne regnbyger lagde en dæmper på Grand Prix-dagen, men det sportslige niveau var højt. Blandt dagens højdepunkter var Frøkjærs Jeans og Axel Jacobsens favoritsejr til 75.000 kr. i hurtigste klasse på 1.15,9a/1800 meter. Endnu hurtigere gik det i næsthøjeste klasse, da den tyske hoppe Delightful for Michael Larsen speedede til sikker sejr i 1.15,7a/1800 meter.

Grand Prixets consolationsløb sluttede med klar sejr til Heavy Flamingo efter perfekt rygløb serveret af dagens sejrsmæssige triumfator Birger Jørgensen. Han noterede sig for i alt fire sejre.

niels-j@post8.tele.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen