Cykling: Værdierne skal bære CSC igennem

CSC er ikke som de andre. Cykelholdet tager på overlevelsesture, og kaptajnrollen er utraditionel. Bjarne Riis vurderer, at årets Tour de France-hold er stærkere end det, der sidste år vandt holdkonkurrencen.

Liège

Ni sunde, solbrændte cykelryttere stak hovederne op bag en stribe roser. Gule roser for at det ikke skal være løgn.

Uden at lægge alt for megen symbolik i tilfældigheder som udsmykningen af et konferencerum, så er gul nu en dejlig farve at blive set sammen med, når det drejer sig om Tour de France.

Og det gør det for de ni Team CSC-ryttere og gruppen af folk omkring dem. Selv om arrangørerne valgte at vente 25 minutter med at tænde lyset over det langbord, hvor holdet var linet op, så var det svært at skjule forventningen.

Team CSC vandt sidste år holdkonkurrencen, men Bjarne Riis vurderede, at holdet i år er stærkere end for et siden.

»Vi mangler selvfølgelig Jörg Jaksche, der brækkede armen. Han kunne have spillet en rolle i holdkonkurrencen, da han var vores tredjemand i bjergene. Det gør det ikke lettere, at han ikke er med. Men holdkonkurrencen er ikke noget, som vi fra starten af går ud og kører efter. Det tager vi undervejs,« sagde Bjarne Riis.

Peron er klar

I stedet for Jörg Jaksche er italieneren Andrea Peron indkaldt til årets løb, og selv om han blev forstyrret i en god gang barbecue med vennerne, så var han klar, da Bjarne Riis sendte bud efter ham i begyndelsen af ugen.

»Han ringede og sagde, at jeg skulle flyve om tre timer, så jeg løb hjem og pakkede alt for hurtigt. Jeg har allerede konstateret, at jeg har glemt en masse. Men jeg skal nok være klar, jeg har trænet med holdet helt indtil det sidste,« forklarede Andrea Peron, der også havde accepteret, at Riis i første omgang ikke fandt plads til ham på et stærkt hold.

Og denne respekt for holdet og kollektivet gik igen blandt rytterne. Det er i høj grad Bjarne Riis' værk.

»Det er holdets filosofi, at vi arbejder med værdier på anderledes måder end alle andre. Derfor tager vi bl.a. på overlevelsesture for at skabe vores værdier og være et hold. Det er det, vi fokuserer på,« sagde Bjarne Riis, der heller ikke opererer med fænomenet "en kaptajn" - i hvert fald ikke i traditionel forstand.

»Vores kaptajner er Piil, Peron, Bartoli og Julich. Sådan er det. Dem, der bliver kørt for, er noget andet. Det kalder vi ikke kaptajner. I år kører holdet for Basso og Sastre i klassementet,« slog han fast.

Og så var det ellers blevet tid til det obligatoriske lægetjek, og pladsen bag de gule blomster blev kort efter overtaget af de seneste fem års vinder af den gule trøje, Lance Armstrong, der benyttede lejligheden til at understrege, at han føler sig stærk, og at han er upåvirket af den seneste tids uro omkring hans person i forbindelse med en bogudgivelse, der mistænker ham for dopingmisbrug.

»Jeg vil godt benytte lejligheden til at sige, at når man fremsætter ekstraordinære beskyldninger, så skal man også have ekstraordinære beviser. Derfor er jeg klar til at investere alt i, at retfærdigheden sker fyldest i denne sag,« sagde Armstrong.

Da en journalist efterfølgende ville høre Armstrongs kommentar til den tidligere massør, der står bag en del af beskyldningerne mod Lance Armstrong, var svaret kort:

»Næste spørgsmål.«

Armstrong er kommet til Frankrig for at køre på cykel.

benjamin.munk@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen