Helgstrand i topform før OL

Den danske dressurrytter Andreas Helgstrand er helt på toppen forud for sommerens OL i Athen. Mandag vandt Helgstrand Grand Prix Special i Wiesbaden på hesten Blue Hors Cavan ved det stærkt besatte stævne.

Med imponerende 75,72 procent var Andreas Helgstrand, der blot deltager i sit andet internationale stævne på Blue Hors Cavan, klart bedre end det OL-krav, som de danske dressurryttere har kæmpet med hele vinteren. Helgstrand er dog allerede klar til Athen sammen med Per Sandgaard, og efter mandagens sejr ser mulighederne for en topplacering gode ud.

Ved stævnet i Wiesbaden kom Jon Pedersen på Esprit de Valdemar også over OL-kravet på 69 procent, og han har nu tre muligheder for endnu engang at score mere end 69 procent. Det skal ske inden den 30. juni, hvis han skal med til OL.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen