Engelsk fodbold: FA Cup-finale med stor betydning

Manchester United har en sidste chance for at redde noget i en ellers skidt sæson. I FA Cup-finalen venter 1. divisionsklubben Millwall, der som undertippet har alt at vinde.

I 1990 drog horder af Manchester United-tilhængere til FA Cup-finale på Wembley med boblende optimisme i bagagen.

Alex Ferguson var ved at få sat skik på klubben og holdet, der efter lang tids dvale var på nippet til at folde sig ud som det kommende årtis magtfaktor med titler på stribe.

Fjorten år senere står den skotske manager i spidsen for endnu en pokaltur, men ikke kun spillestedet har ændret sig.

I Cardiff vil forventningens glæde til dagens opgør mod Millwall være overskygget af det store krav om at få bare en smule ud af en ellers kedelig og skuffende sæson, der er karakteriseret ved uro og uvished.

Sat grundigt til vægs af Arsenal i mesterskabskampen, chokekspederet ud af Champions League af Porto og rystet internt af ejerstridigheder, dopingkarantæne til Rio Ferdinand og kritik af Alex Ferguson ser klubben pludselig FA Cup som en redningskrans frem for en ligegyldig parentes i sæsonen.

Kontroversiel holdning

Sådan har den ganske kontroversielle holdning ellers ikke altid været.

For fire år siden opgav Manchester United således at forsvare trofæet for at deltage i VM for klubhold i Brasilien, og som yderligere brænde på bålet talte Roy Keane ikke just videre positivt om turneringen i sin biografi.

»FA Cup'en har mistet sin relevans. I hvert fald for mig. Selvfølgelig blev det til en udflugt for vores familier og alle, der arbejder hårdt bag scenen i klubben, men Wembley-myten, anekdoterne forbundet med at vandre ud af tunnelen, den røde løber, at modtage medalje fra de kongelige, at få et skulderklap fra Gud og hvermand - alt det var røv og nøgler,« mente Roy Keane.

Udset til en hovedrolle

I dag er anføreren knap så ligeglad. Faktisk er han udset til at få noget af en hovedrolle, da Alex Ferguson håber at kunne bruge ham i kamp for første gang i en måned og puste lidt liv i hans holdkammerater.

Den irske hardhitter skal være kommet sig over skadesproblemer og kan dermed se frem til at optræde i sin sjette FA Cup-finale - flere end nogen anden siden 2. Verdenskrig.

»Det er op til andre at vurdere, om en sejr i finalen er nok til at gøre sæsonen succesfuld eller ej. I august var vores prioriteter Champions League og mesterskabet, og vi fejlede i begge afdelinger, men at nå denne finale har givet et stort løft. De unge spillere og et par af udlændinge har fået at se, hvor meget det betyder at være med i kapløbet om trofæer,« påpeger Roy Keane.

I en eftertænksom stund har Alex Ferguson nu indrømmet, at han i løbet af sæsonen har ladet Roy Keane sidde over i for mange kampe, der kom til at forløbe uden den normale kontrol og inspiration på midtbanen.

På skift har nye spillere som Eric Djemba-Djemba og Kleberson forsøgt at løfte arven, men de har kun formået at understrege indtrykket af et United-mandskab, der har mistet tidligere tiders fascinerende glid og opfindsomhed i spillet.

En større udrensning ligger i kortene, og af samme grund er Alex Ferguson allerede sat i forbindelse med forstærkninger som Leeds-angriberen Alan Smith og Paris SG-forsvareren Gabriel Heinze, men indtil videre koncentrerer han sig om dagens opgave.

På papiret er mødet med finaledebutanterne Millwall en ren formsag. Aldrig tidligere har bookmakerne udråbt så stor en favorit før en FA Cup-finale, men 1. divisionsklubben vil gøre alt for at præstere sensationen, og i skikkelse af Dennis Wise som spillende manager har outsiderne et perfekt forbillede.

I FA Cup-finalen 1988 knaldede han en frisparksbold ind i hovedet på Lawrie Sanchez, der passerede Bruce Grobelaar til kampens eneste mål i Wimbledons besnærende fightersejr over stjernerne fra Liverpool, og de seneste dage har den lille midtbanemand selv brugt hovedet.

Time efter time har Dennis Wise studeret videobånd fra modstandernes kampe for at finde svagheder og muligheder, men selv kommer han måske ikke i aktion. I løbet af ugen har han været i Italien for at få behandling for en skade i benet, men selv i ukampdygtig stand skal han nok få sat sine udvalgte op til 90 minutters benhård fight.

Illustreret ganske glimrende af Tim Cahill. I optakten er australieren løbet ind i landsmanden Craig Johnston, der som tidligere Liverpool-spiller husker en afgørende episode fra begyndelsen af slutkampen i 1988.

»Han fortalte mig, at kampens billede blev fastslået, da Vinnie Jones ramte Steve McMahon for fuld kraft og viste, at Wimbledon ville være med. Selvfølgelig er vi underdogs, men vi kan finde inspiration i den slags historier, og vi har jo ikke noget at tabe,« mener Tim Cahill.

Det har Manchester United til gengæld.

thomas.kristensen@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen