FCK-bredden spiller guldet hjem

De bedste reserver og et stabilt spillemæssigt niveau bliver afgørende for det danske mesterskab.

Symbolikken var ikke til at tage fejl af, da en faldskærmsudspringer i sekunderne op til kampstart kun var centimeter fra at lande i hovedet på FCK's unge angrebsløve, Jesper Bech.

Københavneren kiggede forskrækket op for at se, om der kom mere skyts af samme slags. Det gjorde der, men de to sidste springere havde lidt mere præcision i deres nedslag, end Esbjerg-spillerne havde det på banen i det, der om to uger godt kan vise sig at være den afgørende guldkamp. Men de forsinkede faldskærmsudspringere kom ikke med gaver sendt fra oven til hjemmeholdet, der til lejligheden ellers havde mobiliseret den optimale modstand med et rekordpublikum (ny tribune) og talstærkt politi, der allerede på motorvejen fra Kolding mod Esbjerg tog imod FCK-tilhængerne og holdt et vågent øje med dem resten af kampen.

Teoretisk kan Esbjerg stadig ikke udelukkes som danske mestre, men realistisk set er det sket, og vestjyderne skal efter en flot sæson kun glæde sig over stadig at være med i kampen om en UEFA-plads.

Tæt på The Double

De tre seneste nederlag på en uge udstillede Esbjergs begrænsninger, når modstanderen formår at dæmme op for det forholdsvis enkle spil, så et enkelt råd til vestjyderne skal være, at man i den kommende sæson lader de mange boldbegavede unge spillere udfolde sig lidt mere med bolden på fødderne og satser på mere kombinationsspil.

Talentet er til det, selv om et af de største, angriberen Tommy Bechmann, forsvinder til Bochum efter sommerferien.

Unge boldbegavelser findes der i udpræget grad også hos et FCK-hold, der synes meget tæt på at vinde The Double.

Det kan give torsdagens pokalfinalemodstander fra AaB to chancer for at spille europæisk efter ferien.

Det fortjente i FC Københavns særdeles favorable position til mesterskabet er uden for diskussion.

Nye stjerner

For selv om københavnerne har profiteret af resultatmæssige nedture hos både Esbjerg og Brøndby - og desuden selv har sat for mange point til hjemme i Parken - så er det stabiliteten og bredden hos træner Hans Backes hold, der bliver afgørende.

Efter vinterferien så det ikke godt ud uden navne som Peter Nielsen og Erik Mykland, og siden er så markante navne som Thomas Røll, Sibusiso Zuma og Martin Albrechtsen faldet ud med skader.

Men for stjerner, der faldt, var der nye over alt i skikkelse af stortalenter som Jesper Bech, Martin Bergvold, Christian Traoré - alle af egen avl - plus indkøbte Michael Silberbauer.

Desuden har FCK i angriberen Alavaro Santos et naturtalent og en profil, som på sine dårlige dage kan se kluntet ud, men som på sine bedste dage overstråler alt og alle i dansk fodbold.

frits.christensen@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen