Håndbold: Endelig - efter otte år

Endelig. Ordet gik igen under tribunerne i Campus Halle i Flensborg.

Flensbu.-Nord. 41-32

Ja, nogle gange selvfølgelig sagt på tysk - endlich - men at Flensburg Handewitts tyske mesterskab er lige så dansk som tysk, vidnede sprogbruget om, da søndagens 41-32 sejr over Nordhorn sikrede klubben sit første tyske mesterskab. Efter fem gange at være blevet nummer to.

»Nu prøvede vi det! Endelig. Det har været otte år undervejs, men mesterskabet er fuldt fortjent. Vi har været det klart bedste hold,« sagde således en champagnevåd Lars Christiansen, der har været så uhyggelig tæt på flere gange.

Den danske landsholdsfløj har prøvet at tabe på dårligere målscore til arvefjenden Kiel, og han har prøvet at miste mesterskabet i sidste runde.

»Det har ofte været vores egen skyld, men i år skulle det være,« forklarede den populære fløjspiller.

Flensborg-spillerne og hele byen har derfor gået igennem en forfærdelig uge siden sidste weekend sejr over Minden, der betød, at mesterskabet nu - endelig - kunne komme i hus med point mod sæsonens skuffelse fra Nordhorn.

Parkeringspladsen var allerede på forvejen lavet om til festplads med øltelte, bænke, borde og scene. T-shirts med påskriften "Deutscher Meister und Pokalsieger 2004" var blevet trykt og solgt før kampen, og alt var lagt til rette til mesterskabsfest for hele byen.

»Det har været en mærkelig uge, og jeg var lidt spændt på, hvordan vi ville reagere. Men vi har fået en fantastisk evne til at fokusere på vores spil,« sagde en lykkelig Søren Stryger efter kampen.

Hurtigt overstået

Mod Nordhorn var det nu reelt ganske hurtigt overstået. Selvom gæsterne hang på i en nervepræget start, var ikke mindst storspil af den frådende fighter Joachim Boldsen, der erobrede de mest umulige bolde, og Lars Krogh Jeppesen med både syv hopskudsscoringer og lige så mange indspil til den norske stregspiller Johnny Jensen, med til hurtigt at knække modstanden.

I alt bidrog de fire danske spillere med 25 af Flensburgs 41 mål, og hos Nordhorn var den tidligere danske landsholdsfløj Michael Hoffmann længe ene om at yde modstand. Han fremstod i sin kamp for at finde en ny klub som gæsternes klart bedste spiller med syv smukke scoringer på otte forsøg.

Legestue med Gentzel

Men da Flensburgs iskolde anfører Søren Stryger med en fræk håndledsscoring på straffe overrumplede den svenske landsholdskeeper Peter Gentzel i Nordhorns mål til 14-10 gik det stærkt. Søren Stryger holdt legestue med Gentzel og nåede op på i alt 11 scoringer - den ene frækkere end den anden.

Via 19-13 ved pausen var resten af kampen nærmest tidsfordriv, mens de 6000 larmende fans inde i hallen og et par tusinde udenfor varmede op til præmieoverrækkelsen med bølger, slagsange og opfindsomme bannere, der hånede naboerne i Kiel.

Da kampen blev fløjtet af, eksploderede hallen i fyrværkeri, guldbånd fra loftet og de sædvanlige hymner som "We Are The Champions", mens spillerne skreg deres jubel ud med knyttede næver.

Kampen var samtidig et farvel til Flensborg for Lars Krogh Jeppesen, der efter fire år i klubben skifter til Barcelona. Han har i Flensburg arbejdet sig til en position som holdets vigtigste spiller og den måske mest populære spiller hos fansene, og før kampen blev han fortjent hyldet af klub og fans.

»Men nu glæder jeg mig til at komme afsted, og det her kunne ikke være afsluttet bedre. Det positive har været i højsædet denne sæson,« sagde Lars Krogh Jeppesen, der selvfølgelig ærgrer sig over Flensburgs nederlag i Champions League-finalen mod Celje.

»Men det var hele tiden mesterskabet, der var det vigtigste, og min største skuffelse er alligevel landsholdets nederlag i EM-semifinalen mod Tyskland,« sagde den danske landsholdsback, der som den eneste af klubbens fire danskere aldrig tidligere har vundet et nationalt mesterskab.

Og hvad kan man så sige andet end - endelig!

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen