Engelsk fodbold: Den totale nedtur i Leeds

Storklubben Leeds Uniteds bratte nedtur er et vidnesbyrd om, at dygtige erhvervsfolk i bestyrelsen og store investeringer ikke altid er nogen garanti for succes i moderne topfodbold.

En af de mindst respekterede erhvervsledere i Leeds og omegn i disse dage, Peter Ridsdale, havde den eftertænksomme mine på, da ugeavisen The Observer støvede ham op på hans nye legeplads som formand for 2. divisionsklubben Barnsley FC.

Avisen søgte først i marts en forklaring på, hvordan en kendt erhvervsleder som Peter Ridsdale kunne køre storklubben Leeds United ud over den sportslige og økonomiske afgrund på ganske få sæsoner.

Nedturen kulminerede i weekenden, da Leeds røg ud af Premier League blot tre år efter klubbens deltagelse i to Champions League-semifinaler mod Valencia.

»Jeg er nødt til at sige, at vi sad fem stærke personer i bestyrelsen. Der blev ikke købt eller solgt en eneste spiller, uden at hele bestyrelsen havde drøftet og godkendt det. Og ansvaret ender ikke der: Tilhængere, aktionærer, pressen, manageren... Jeg hørte ikke en eneste røst sige: Gør det ikke,« sagde Peter Ridsdale.

Den tidligere topdirektør i modekæden Top Man (165 butikker) var alles darling i de første år af sin periode fra 1997 til 2003 som den stærke mand i Leeds United.

Herhjemme efterlyser fremtrædende erhvervsfolk og sportsledere hyppigt større professionalisme i sportens bestyrelseslokaler.

Det havde de så sandelig i Leeds United, hvor Peter Ridsdale omgav sig med kapaciteter som Stephen Harrison, tidligere økonomidirektør i brillekæden D & A med 3000 ansatte. Dertil kom tidligere økonomidirektør i et cateringfirma, David Spencer, daværende direktør i supermarkedsgiganten Asda (259 supermarkeder), Allan Leighton, samt daværende økonomidrektør i Bass bryggerierne, Richard North.

Bestyrelsen fandt tiden inde til at udnytte Leeds talentfulde hold og umådeligt trofaste fanskare, der kamp efter kamp fyldte Elland Road til sidste plads. Leeds United førte an, da den boomende sportsindustri sidst i 1990'erne udviklede nye måder at finansiere en sportslig optrapning på.

Først dukkede forsikringsmægleren Ray Ranson op med kontakter til den tyske forsikringskæde Gerling. Klubben lånte pengene til spillerkøb som Eirik Bakke, Danny Mills, Michael Duberry og Michael Bridges i sommeren 1999. Købsprisen udgjorde halvdelen af den daværende omsætning på under 400 mio. kr., men det ordnede Gerling: Leeds lånte pengene straks, lånene skulle afdrages over kontraktperioden, og Gerlings forsikring sikrede investorerne deres penge, hvis klubben skulle få uventede problemer.

Afdrag gjorde ondt

Omsætningen steg fra omkring 400 til over 600 mio. kr. den sæson, men der skulle mere til: Dominic Matteo, Olivier Dacourt og Mark Viduka - samlet pris 17,45 mio. pund - senere Rio Ferdinand for 18 mio. pund. Succesen tegnede sig i Champions League, strategien havde succes.

Afdragene på spillerne gjorde lidt ondt, men så fandt Leeds-ledelsen ud af, at man kunne halvere afdragene og betale den sidste halvdel på én gang ved kontraktperiodens udløb... Alle pile pegede opad, spillerne ville stige i værdi år for år, og gælden på over 300 mio. kr. kunne man jo lægge om...

Leeds United hoppede på branchens nyeste modeord "securisation." Finansmanden Stephen Schechter formidlede sit hidtil største fodboldlån på over 600 mio. kr. med sit succesfulde koncept, hvor långiverne ved hjælp af særlige selskabsdannelser fik pant i de stensikre indtægter fra sæsonkort og sponsorlounger hvert år i 25 år.

Læsset væltede

Andre klubber brugte den slags finansiering til at modernisere deres anlæg. Peter Ridsdale og Co. købte ind i en fortsat rus: Robbie Keane (11 mio. pund), Seth Johnson (7 mio. pund), Robbie Fowler (11 mio. pund).

Leeds førte Premier League den 1. januar 2002. Peter Ridsdale var fodboldens nye dynamiske topleder, men sport har sin egen fæle logik.

En begyndende tillidskrise mellem Ridsdale og manager David O'Leary, uro i spillertruppen, en voldsskandale med Leeds-spillere i fokus, dårlig presse og en elendig sportslig stime. Leeds vandt ikke en kamp i to måneder i foråret 2002.

Mere skulle der ikke til for at vælte læsset for Ridsdale & Co.

Champions League-pladsen glippede, indtægtskurven fladede ud, mens lønkontoen eksploderede og gælden og rentebyrden toppede ved en lille mia. kr.

Siden foråret 2002 har Leeds forsøgt at redde sig med spillersalg og lejesvende. Nye ejere kom til tidligere på året, men rygterne går om et nyt overtagelsesforsøg og nye tyngende afdrag, som forfalder nu til sommer.

Peter Ridsdale er ude af klubben, Leeds United er ude af Premier League.

Kun den trofaste tilhængerskare og en bunke dyre spillerkontrakter er tilbage fra dengang, da Leeds United ville være en af verdens førende fodboldklubber.

henrik.brandt@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.