Japansk harakiri sikrede dansk sejr
Hele Danmark kan godt holde vejret. Efter 60 minutters vanvittig neglebidende ishockey tirsdag i Cez Arena er det danske ishockeylandshold snublende tæt på også næste år at være blandt verdens 16 stærkeste ishockeynationer, når det går løs ved VM i Østrig.
En hæsblæsende og nervøs fight mod Japan endte med dansk sejr på 4-3 efter de mange danske fans var blevet holdt på pinebænken i samtlige 60 minutter. Sejren betyder, at Danmark nu skal holde vejret indtil Rusland har spillet de to sidste kampe. Slår Rusland enten Sverige eller Japan, rykker japanerne ned, men to russiske nederlag kan meget nemt gøre Danmark til sorteper.
For ligesom at sætte prikken over i'et i det utrolige drama skulle der et japansk selvmål til i tredje periode, før sejren var en realitet. For danskerne havde ualmindeligt svært ved at kapere favoritrollen, og så sent som i kampens allersidste sekund, havde Japan et stolpeskud, der kunne have knust de danske drømme.
/ritzau/