Håndbold: Ærgerlig lodtrækning for Slagelse
Der var ærgrelse i Slagelse FH, da det tirsdag stod fast, at klubben lægger ud på hjemmebane i Champions League-finalen mod slovenske Krim Ljubljana. Det sker i weekenden den 15.-16. maj, mens der er returkamp weekenden efter.
Det er endnu ikke afgjort, hvor Slagelse spiller hjemmekampen. Selv om holdet starter hjemme, vil Bjarne Stenbæk ikke udelukke Parken som en mulighed.
- Vi har fået en henvendelse, og den vil vi overveje. Men som udgangspunkt er Brøndby Hallen vores hjemmebane, siger Bjarne Stenbæk.
Der var til gengæld glæde i både Viborg og Ikast-Bording, da begge hold starter på udebane i deres finalekampe. Viborg i EHF Cuppen mod Györi i Ungarn og Ikast-Bording i Cupwinners Cup mod Hypo Niederösterreich i Østrig.
/ritzau/