Panathinaikos på mesterskabskurs
Panathinaikos med Jan Michaelsen og landsholdsanfører René Henriksen på lønningslisten kan nu for alvor dufte det første græske mesterskab siden 1996. I søndagens kamp mod de evige lokalrivaler Olympiakos klarede hjemmeholdet 2-2 og har dermed fortsat to points forspring med fire kampe tilbage.
Alligevel var Jan Michaelsen ikke ubetinget lykkelig efter kampen, hvor René Henriksen atter sad udenfor.
- Vi skulle have vundet. Vi brændte godt nok mange chancer, og bolden dansede på stregen til sidst, hvor vi pressede dem helt i bund. Nu skal vi til PAOK i næste uge, hvor vi helst skal vinde. Det bliver svært, men vi skal nok klare den, sagde Jan Michaelsen umiddelbart efter kampen.
Mens han spillede samtlige 90 minutter på højre midtbane, var René Henriksen for tredje kamp i træk ikke blandt træner Itzhak Shums 11 udvalgte og kom ikke i aktion.
/ritzau/