Bøger i sportens verden

Bøger om sport fylder ikke meget hos danske boghandlere, men de fylder alt i London-butikken Sportspages. Vi har besøgt Europas eneste sportsboghandler.

Sensationsudgivelsen G.O.A.T. ligger i udstillingsvinduet under en papskulptur af sværvægtsbokseren, der kaldte sig The Greatest.

Klodsen vejer 34 kilo og er på 800 sider, har jeg læst, og nu kan jeg ved selvsyn konstatere, at bogens boksomslag virkelig er candyfloss-pink og symbolsk beklædt med gyldent folie på indersiden. Alis hjerte er nemlig af guld, siger vennen Lloyd Wells i et fremhævet citat.

Prisen var kendt på forhånd: 2000 pund eller knap 23.000 kroner.

Jeg troede egentlig, at jeg aldrig skulle få bogen at se. Det tyske forlag Taschen har ikke sendt et anmeldereksemplar, og den monstrøse Muhammad Ali-biografi bliver næppe købt hjem af Arnold Busck eller den lokale Bog & Idé lige med det samme.

Men selvfølgelig har Sportspages vidunderet. Forretningen i Londons boghandlerkvarter ved Charing Cross Road sælger udelukkende bøger om sport, og det er de mest obskure sager, man kan få med hjem. Helt ned til biografier af polo- og dartspillere og cd'er med skotske seriespillere er butikken velassorteret, men her er også mindre nørdet og mere intellektuelt stof om idrætssociologi- og psykologi, træningslære og fysiologi.

De røde hyldemeter

Sportspages er et fænomen, der har vakt interesse verden rundt. På en væg hænger således det amerikanske magasin Sports Illustrated's rosende portræt af butikken, og vi er mange turister, der lister rundt herinde som knægte i en slikbutik. Godt nok kan man købe sine bøger på nettet i dag, men her kan man tage bindene ned fra hylderne og bladre i dem.

Jeg er interesseret i fodboldklubben Everton, og det giver vel en idé om butikkens størrelse, at Sportspages netop nu har 12 forskellige udgivelser om Merseysides hårdt prøvede blå. Hvor mange er der så ikke om storebroder Liverpool? Tja, et bud er 200. I hvert fald fylder Liverpool-bøgerne adskillige røde hyldemeter.

En anden interesse er boksning, og her kan Sportspages virkelig noget. Butikken har en hel reol med bokselitteratur, og der er ikke den store mester fra sort/hvid-filmens tid, der ikke er portrætteret i en seriøs biografi.

Kvik newzealænder

Boghandlens daglige leder hedder Chris Bradshaw, og han fortæller, at halvdelen af forretningens omsætning er knyttet til fodbold. Det vil sige godt en million pund om året (11,3 mio. kr.), for efter at Sportspages, som også har en mindre butik i Manchester, i fjor fusionerede med internetboghandlen Sports Books Direct skønnes omsætningen at nå to millioner pund (22,6 mio. kr.) årligt.

»Butikken åbnede i 1985. En mand fra New Zealand, John Gaustad, der er bosiddende i London, var på udkig efter nogle bøger om All Blacks, altså New Zealands rugbylandshold. Han kunne ikke finde det nogen steder, og så ræsonnerede han, at der måtte være mange andre udlændinge i London, som savnede bøger om deres helte og foretrukne idrætsgren,« forklarer Chris Bradshaw.

»Hans idé viste sig holdbar, men da vi og butikken i Manchester er de eneste sportsboghandlere i Europa, har vi også mange turister. I morges kom en gut fra Japan og tog godt for sig.«

Litteratur i bevægelse

I Danmark udgives kun ganske få sportsbøger, og med undtagelse af Weekendavisens Joakim Jakobsen brugte pressen ingen tid på eksempelvis John McEnroes biografi, da den udkom.

Det er en fejl, mener Joakim Jakobsen, som regelmæssigt rapporterer om sportslitteratur.

»Hvert år hører nogle af sportsbøgerne til blandt de bedste udgivelser overhovedet. Et eksempel kunne være William Fotheringhams "Put Me Back on My Bike" fra 2002 om cykelrytteren Tom Simpson,« siger Joakim Jakobsen, der mener, at den europæiske sportslitteratur i specielt England og Frankrig er i god bevægelse netop nu, efter at USA længe har været førende.

»I USA skammer man sig ikke. Når man er begejstret for noget, tillægger man det betydning, og derfor er der i mange år kommet adskillige gode sportsbøger derfra,« påpeger han.

»Nu er traditionen for alvor opdyrket i Europa, og det er bemærkelsesværdigt, at bøgerne har så bredt et spektrum. Det er ikke én genre, men mange. Biografi, reportage, krønike. Forfattere har lov at skrive journalistisk, og journalister har lov at skrive poetisk og humoristisk.

Sporten tilbyder i sig selv vigtige fortællinger, og der er ingen grænser for, hvad der kan fortælles gennem sporten. Eksempelvis et lands historie, som Phil Ball har gjort med sine bøger om spansk fodbold,« tilføjer Joakim Jakobsen.

Lødig interesse

Sportspages har gjort sit til at rette fokus mod sportslitteraturen. I samarbejde med bookmakerkæden William Hill stiftede John Gaustad for 12 år siden en pris til årets bedste sportsbog, og mange forfattere og idrætsfolk vælger at signere værker i butikken.

Chris Bradshaw kan langt fra huske alle, men for sportsinteresserede er de navne, han erindrer rigeligt imponerende.

»Robert Pires, Mario Andretti og Muhammad Ali har været her. Flere? Ian Wright, Di Canio...,« siger Chris Bradshaw.

Han bekræfter Joakim Jakobsens betragtninger.

»I mange år var fodboldfans knyttet alt for tæt til hooliganismen, men der er sket meget, siden Nick Hornby skrev "Fever Pitch". Det er blevet mere lødigt at gå op i fodbold.«

michael.enggaard@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.