Fodbold: Peter Løvenkrands frygter lang skade

Peter Løvenkrands var lige vendt tilbage efter en ankelskade, der holdt ham ude i fire uger, da han lørdag gjorde comeback for topholdet i Tyskland, Schalke 04. Men efter 35 minutter vred danskeren rundt på selvsamme ankel, og nu frygter han en ny lang skadesperiode.

- Jeg jagter en aflevering, og så giver Podolski mig et skub, der resulterer i, at jeg træder forkert og mærker et knæk i foden og jeg kunne straks mærke, at jeg var nødt til at gå ud. Det er den samme fod, som jeg lige har været skadet i, og jeg kan da godt frygte, at det er et overrevet ledbånd igen, siger Løvenkrands til TV2/Sporten.

Angriberen håber på, at en skanning søndag vil vise, at skaden ikke er så alvorlig alligevel.

- Det er surt, at jeg nu igen risikerer en lang pause, nu når jeg lige var kommet tilbage og følte mig i god form, men jeg håber ikke, at det kommer til at koste mig resten af sæsonen, fortæller Løvenkrands.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen