Håndbold: Slagelse fortsatte sejrsrækken
Slagelse er stadig ubesejret i Toms Ligaen i håndbold for kvinder, efter at vestsjællænderne lørdag besejrede Ikast /Bording med 34-29 i den første af tre mulige DM-semifinaler.
De to hold spillede ellers næsten lige op med hinanden i første halvleg. Ikast var dog i overført betydning længe om at komme ud af omklædningsrummet, og der gik således mere end syv minutter af anden halvleg, før midtjyderne scorede første gang.
På det tidspunkt førte Slagelse 24-18, og den føring afgav de suveræne grundspilsvindere ikke igen. Ikast/Bording kom ganske vist lidt tættere på, men der var hele tiden mere end tre måls afstand mellem holdene, og dermed har Slagelse et godt udgangspunkt inden returkampen i Ikast langfredag, hvor en sejr vil være nok til at sende Anja Andersens piger i finalen.
/ritzau/