Phelps sætter VM-rekorder på stribe
Svømmeren Michael Phelps satte for tredje gang på tre dage ny verdensrekord ved VM i svømning, da amerikaneren torsdag snuppede sin fjerde guldmedalje ved svømme-VM ved at vinde 200 meter individuel medley. Amerikaneren sejrede foran landsmanden Ryan Lochte og ungareren Laszlo Cseh.
Phelps skar næsten et sekund af den tidligere rekord, som han også selv var indehaver af og satte sidste år i Canada. Den 21-årige amerikaner er på jagt efter hele otte VM-titler ved VM i Melbourne, hvor han allerede har fået hængt fire guldmedaljer om halsen.
- Jeg gik målrettet efter det. Det har jeg gjort i alle konkurrencer. Hvorfor stoppe noget, der virker, sagde Michael Phelps efter sejren i 200 meter medley. /ritzau/