Fodbold: Bendtner pyntede på langgaber

Det danske fodboldlandshold vandt onsdag aften i Duisburg en sløv omgang i testkampen mod Tyskland. Nicklas Bendtner strålede dog blandt andet som matchvinder i 1-0 sejren.

Duisburg

Kender De sådan en omgang strandfodbold i sommervarmen mellem gode venner? Sådan en pjattet tjattetur i bare tæer uden den store alvor bag bestræbelserne?

Så har De vist et dækkende overbliksbillede af landskampen i aftes mellem Tyskland og Danmark.

Morten Olsens mandskab vandt den aldeles tempoforladte venskabsdyst 1-0 på MSV Arena i Duisburg efter især i den mest interessante første halvleg at have været flere klasser over det tyske B-landshold.

Men alt imens de unge tyskere løb rundt som i en flippermaskine for at undgå at blive kørt midt over, virkede de danske gæster - fra starten i stærkeste opstilling - underligt sløve, ugidelige og halvvejs uinteresserede i at slå til. Det skete først sent med Bendtners scoring i det 81. minut.

Danskerne dominerede

To tyske redninger på målstregen satte en vis tone i løbet af de første 100 sekunders spil - efter afslutninger fra Agger og Bendtner. Derfra var det generelt en langgaber - men dansk totaldominans - frem til en anden halvleg, der blev delvist smadret af konstante indskiftninger på begge mandskaber.

Tyskerne, som var strippet for næsten samtlige stamspillere og derfor reelt stillede med hele reserveholdet, kom bedre med i anden halvleg, efter Morten Olsen allerede i pausen havde foretaget fire udskiftninger.

Der var naturligvis plusser at notere.

Især i første halvleg demonstrerede de fleste af landsholdets stamspillere, at niveauet er tårnhøjt, når koncentrationen er rettet mod de velkendte løbemønstre og opspil. I aftes foregik det mest altså bare i gåtempo.

Og så sluttede ellers 10 dages landsholdslejr i selvsagt med lidt af det hele i rejsebagagen.

Vi noterer os først og fremmest, at landsholdet vender hjem med 1-2-nederlaget i Spanien fra i lørdags - og nu dårligt kan tåle nederlag i kampene mod Sverige og Letland henholdsvis den 2. og 6. juni.

Vi lægger oveni nedturen i Madrid en karantænedag til både Niclas Jensen og formentlig også til Morten Olsen. Niclas Jensens venstreback blev i øvrigt i aftes i Duisburg passet ganske nydeligt af den normale højreback Lars Jacobsen, som derfor må forventes at bakse på samme plads mod svenskerne til sommer.

Brian Priske lånte mod tyskerne Jacobsens højreback, uden at Brügge-spilleren kan regne med, at den også er hans til juni. Priske havde 90 rigtigt sløje minutter i Duisburg.

Bendtner viste talentet

Og hvad med Morten Olsen?

Landstrænerens larmende kritik af det tyske fodboldforbund dagen inden kickoff på MSV Arena kan stadig undre. Den nye tyske landstræner Joachim Löw var indtil i aftes ubesejret i sine første otte kampe, og den danske sejr i aftes burde egentlig give genlyd over Europa - hvis ikke Olsens altså forinden havde talt tyskerne ned ved at rase over deres brug af alle reserverne. Man tør slet ikke tænke på drillerierne i tilfælde af dansk nederlag.

Tilbage til MSV Arena, hvor vi fik andre svar end Lars Jacobsens venstreback.

Nicklas Bendtner fik startplads og viste talentet frem på overbevisende facon. Den til dagen karseklippede teenager ser ganske enkelt ud til i enkelte momenter at være hurtigere i spilopfattelsen i sammenligning med mange af sine ældre holdkammerater, og han var flere niveauer bedre end de stærkt hypede tyske Bundesliga-talenter. Bendtner bejler afgjort til Sverige-kampen, især fordi Jon Dahl Tomasson stadig - selv om han er rykket ned på midtbanen - kommer til stribevis af chancer. I aftes brændte anføreren dem alle, og det var også kun hamrende fortjent, at Bendtner fik matchvinderrollen 10 minutter før tid - efter indskiftede Grønkjærs fine tværpasning.

Og så kan der også kippes med superligafanerne. Tyskerne kom med Bundesligaens største talenter, men indskiftede herrer som Dennis Sørensen, Rasmus Würtz og debutanten Simon Poulsen holdt rimelig fart i det danske spil frem til det slutfløjt, der lød kort efter to sene tyske stolpeskud.

flemming.fjeldgaard@jp.dk

Kampinfo

Tyskland (4-4-2):

Robert Enke - Clemens Fritz, Manuel Friedrich, Alexander Madlung, Marcell Jansen - Roberto Hilbert (59. Paul Freier), Simon Rolfes (71. Gonzalo Castro), Piotr Trochowski, Thomas Hitzlsperger - Kevin Kuranyi (46. Stefan Kiessling), Jan Schlaudraff

Træner: Joachim Löw

Danmark (4-3-3):

Thomas Sørensen (46. Jesper Christiansen)- Brian Priske, Michael Gravgaard, Daniel Agger, Lars Jacobsen - Daniel Jensen (46. Rasmus Würtz), Jon Dahl Tomasson (56. Dennis Sørensen), Christian Poulsen (46. Leon Andreasen) - Dennis Rommedahl (77. Simon Poulsen), Nicklas Bendtner, Thomas Kahlenberg (46. Jesper Grønkjær)

Træner: Morten Olsen

Kampen i tal:

Tyskland - Danmark 1-0 (0-0)

Mål: Nicklas Bendtner (81.)

Tilskuere: 31.000 på MSV Arena

Dommer: Howard Webb, England, 9

Tyskland: 6

Danmark: 8

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen