Anja: Resultater bør afgøre landstrænerjob
Anja Andersen mener, at det er resultaterne, der bør være afgørende for, hvem der skal være ny træner for kvindelandsholdet i håndbold.
- Det må være de resultater, man har skabt, der er afgørende for, om man kan blive landstræner eller ej, lyder det fra Anja Andersen på Slagelses hjemmeside.
Dermed burde Slagelse-træneren ifølge hendes egen mening stå forrest i køen, når Dansk Håndbold Forbund (DHF) i den nærmeste fremtid skal ansætte en ny landstræner. Ingen har i de senere år skabt de resultater, Anja Andersen kan fremvise med Slagelse. Siden hun fik holdet op i ligaen i 2001, har hun ført det til to titler i Champions League, en EHF Cup-sejr, to danske mesterskaber og en pokaltitel.
Hun vil dog ikke afsløre, hvad hendes svar vil blive i tilfælde af, at DHF skulle tilbyde hende jobbet.
- Jeg forholder mig ikke til hypoteser, men nøjes med at svare det helt konkrete, at jeg aldrig er blevet spurgt, siger Anja Andersen.
/ritzau/