Badminton: Camilla Martin ude af Grand Prix-finale

Camilla Martin udspillede sin rolle i Grand Prix-finalestævnet i badminton i Brunei med et nederlag i sin første kamp.

Efter onsdag at have været oversidder i gruppen på kun tre spillere tabte den andenseedede dansker klart til kineseren Dai Yun, som hun nedsablede i OL-semifinalen i Sydney, men også blev besejret af i ottendedelsfinalerne ved VM i Sevilla i juni.

Al tvivl om udfaldet fortonede sig lynhurtigt, efter at Camilla Martin havde taget første sæt med 8-7 og Dai Yun udlignet med 8-6 i det andet. Både det tredje og det fjerde afgjorde kineseren til sin fordel med 7-1 - og på bare ni minutter.

Da Dai Yun på førstedagen havde gjort kort proces mod japaneren Kanako Yonekura, er hun dermed vinder af gruppen og klar til semifinalerne, så fredagens konfrontation mellem Camilla Martin og Yonekura bliver betydningsløs.

Sejr til Peter Gade

Danmarks eneste - og spinkle - håb i singlerne er nu Camilla Martins kæreste, topseedede Peter Gade, som i en intens og dramatisk kamp mod malaysieren Wong Choong Hann overlevede to matchbolde i fjerde sæt og vandt sættet på en netruller, inden han kunne juble over en absolut påkrævet sejr på 7-1, 4-7, 3-7, 8-7, 7-4.

Peter Gade havde inden kampen fået sit skadede knæ tapet ind af fysioterapeuten Anders Madsen. Det stabiliserede selvfølgelig knæet, men hæmmede også danskerens bevægelsesmuligheder, og i slutningen af opgøret mærkede han iget et vrid i det.

For at Peter Gade kan vinde gruppen og få semifinalestatus kræves ikke blot, at han fredag besejrer kineseren Xia Xuanze i tre sæt, og at indoneseren Budi Santoso taber til Wong Choong Hann, der har udspillet sin rolle, og det forekommer unægteligt ikke sandsynligt, at begge dele sker.

- Men jeg vil kæmpe for min teoretiske chance, og så må vi se, hvor langt det rækker, siger Peter Gade og tilføjer, at han meget kraftigt overvejer at droppe Singapore Open og i stedet tage hjem efter Grand Prix-finalestævnet for at genoptræne knæet.

Både Anders Boesen og Kenneth Jonassen udspillede deres rolle med nederlag for anden dag i træk, men mens Boesen ligesom på førstedagen blev slået klart i tre sæt - denne gang af malaysieren Roslin Hashim - præsterede Jonassen at presse den andenseedede Chen Hong, Kina, ud i fem, inden han måtte bøje sig for overmagten.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen