DBU fik overskud på 12 mio. kr.

Dansk Boldspil Union, DBU meddelte lørdag, at unionen i regnskabsåret 1999/2000 har fået et overskud på hele 12 millioner kroner.

Pengene stammer hovedsageligt fra EM-slutrunden i juni og den omdiskuterede UEFA Cup-finale sidste år. Dermed har DBU's egenkapital rundet de 100 millioner kroner.

Informationschef i DBU, Lars Berendt, advarer dog imod, at man lader den store egenkapital indgå i en vurdering af den daglige drift af forretningen DBU.

"De 100 millioner er stort set forbundet med de slutrunder, vi har deltaget i. Man kan sammenligne det med at tippe. Vi har vundet tre gange: Én 10'er, én 11'er og en enkelt 13'er. Men vi kan ikke basere vores økonomi på tips," forklarer informationschefen.

DBU har en grund til at ønske at forklare de mange penge på kistebunden. Unionen er nemlig tidligere blevet beskyldt for at holde pengene for tæt ind til kroppen og ikke putte nok kroner i eksempelvis klubberne.

"Bestyrelsen regnede for nogle år siden en nedre smertegrænse ud for, hvad vi som virksomhed skulle have på kistebunden. Det er ca. 40 millioner kroner i dag. Vi vil gerne investere vores penge i nogle langsigtede investeringsmuligheder, som f.eks kvindefodbold," siger Lars Berendt.

Unionen tjente 2,8 millioner kroner på UEFA Cup-finalen sidste år. Unionen to store indsatsområder har været uddannelses- og it-området. Her har man henholdsvis brugt 8,2 og 4,5 millioner kroner. DBU arbejder med et budgetteret underskud på 4,1 millioner kroner i indeværende regnskabsår. Det er blandt andet p.g.a. lave tv-indtægter til VM-kvalifikationen, oplyser Lars Berendt.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen