Fodbold: Bliv træner på internet

DBU vil udnytte internettets mange muligheder i opbygningen af den nye træneruddannelse. Udover det skriftlige materiale vil en lange række videoklip med øvelser og situationer hentet fra klub- og landskampe få en central rolle i uddannelserne, og med nettet som base vil kursisterne få adgang til materialet døgnet rundt fra computeren i hjemmet eller på klubbens kontor.

Internettet giver samtidig DBU mulighed for at udskifte eksempelvis videoklip, så materialet hele tiden er så aktuelt som muligt.

Kursusmaterialet vil også indeholde programmer, der gør det muligt at udarbejde træningsprogrammer i grafisk form lige til at printe ud og tage med til træning.

DBU lægger stor vægt på brug af videoklip til at illustrere, og den visuelle indlæring prioriteres højt i den nye uddannelse, der får premiere til efteråret og skal være fuldt udbygget om to år.

»Fremtidens fodboldopdragelse handler om at vise mere og tale mindre, og princippet i den nye uddannelse bliver vis-forklar-vis. Vi har en holdning til, hvordan et inderside-spark skal tages, og i stedet for at beskrive det meget detaljeret, er det mere effektivt at få en Brian Laudrup til at vise det i et videoklip,« siger Peter Bonde, uddannelseskonsulent i DBU.

Den nye uddannelse, der skal afløse den hidtidige "grønne" fra midten af 1980'erne, vil desuden i højere grad fokusere på at udvikle trænerens egenskaber som leder.

Fire niveauer

Uddannelsen kommer til at bestå af fire niveauer. De to første skal hedde B1 og B2, mens et A-niveau og en prof-udgave udgør de to overbygninger. Har man bestået A- og prof-udgaven, kan man få udstedt en licens af det europæiske fodboldforbund, UEFA, der giver mulighed for at arbejde som træner i 18 europæiske lande, der er tilknyttet licensaftalen. Endnu er der ikke licenskrav i Danmark, men Peter Bonde forudser, at det vil komme.

»Når man i Tyskland omgår reglerne ved at lade Michael Skibbe, der har den højeste træneruddannelse, være assistent for landstræner Rudi Völler - der ikke selv har træneruddannelsen - er vi ude i en latterlig situation,« siger Peter Bonde.

De to B-kurser henvender sig til begyndere og ungdomstrænere. De strækker sig over henholdsvis 40 og 80 timer, mens de to næste trin kræver hver 120 og 240 timers udvisning med en test indlagt mellem hver trin.

»Der er ikke tale om en revision af den nuværende uddannelse. Det bliver en hel ny, uden at vi dog skrotter al det gamle materiale, men vi forsøger at planlægge det nye uden at skele til det nuværende indhold,« siger Peter Bonde, der kom til DBU for et år siden med en fortid som både spiller og træner på divisionsplan.

Fem mio. kr. afsat

DBU har sat fem mio. kr. af til at udvikle den nye uddannelse, og en række danske toptrænere er tilknyttet de arbejdsgrupper, der skal sammensætte indholdet.

Blandt nyskabelserne bliver også en fodboldens ordbog.

»Vi skal være enige om nogle udtryk i dansk fodbold - ord, alle forstår betydningen af,« siger Peter Bonde.

Ord som "dødboldsituation" og "tæmning" vil forsvinde fra trænernes materiale.

»Dødboldsituation er et grimt ord. Vi vil hellere kalde det for standardsituationer. En tæmning vil blive afløst af "førsteberøring". Det nuværende begreb indikerer, at bolden skal ligge død, men i moderne fodbold skal bolden aldrig ligge stille. Det handler derimod om at lægge den til rette, så den hurtigt og nemt kan spilles videre,« siger Peter Bonde.

Det faglige indhold i de enkelte kurser er endnu ikke fastlagt i detaljer, men ledelse er et af de emner, der vil blive fokuseret mere på.

En god leder

»Trænerne skal lære sig selv bedre at kende, og hvordan andre opfatter dem. Det bruger vi al for lidt tid på i den nuværende uddannelse.«

Selv blev Peter Bonde først konfronteret med emnet på elitetrænerkurset.

»Det er ikke vigtigere for en superligatræner at være en god leder end for en lilleput 4-træner -tværtimod. En superligatræner kan slippe godt fra næsten alt, uanset om han pisker eller sulter sine spillere. Groft sagt er det mere nødvendigt at unge mennesker får en ordentlig behandling.«

Peter Bonde mener, at mange trænere ikke er klar over, hvordan de bliver opfattet af andre.

»Det kan godt være, at man har fornemmelsen af, at man er en flink fyr, men i samme øjeblik, bolden bliver givet op, råber man og sviner spillerne til - det er der mange, der ikke er opmærksomme på.«

Peter Bonde oplever, at al for få klubber stiller til krav til trænerne om uddannelse af frygt for at få et nej, og han kan ikke lade være med at drage en parallel til debatten i folkeskolen om den stærkt kritiserede brug af uuddannede vikarer på grund af lærermangel.

»I en forening skal du i princippet bare have lyst, og siger du ja, bliver du taget imod med kyshånd. Pludselig står du med ansvaret for en flok unge mennesker, der skal trænes to-tre gange om ugen og spille kamp i weekenden uden at have forudsætningerne for det. I debatten med vikarerne er argumentet, at det er vigtigt at gå i skole, men er det ikke også vigtigt at gå til fodbold, håndbold eller gymnastik?«

Han siger, at det er en skæv tankegang fra foreningernes side, og han kan ikke se det urimelige i, at en forening stiller krav til en lilleput-træner om at tage et 40 timers kursus.

»40 timer er ingenting i forhold til det ansvar, man har. Man skal skabe nogle små børns idrætsliv, og det må være en gave at få lov til at uddanne sig. Desværre er den modsatte holdning meget udbredt. Uha, tænker lederen, hvis jeg stiller krav, gider vedkommende ikke at være træner.«

Han erkender, at det er en udansk tankegang at stille krav til hinanden, men han er ikke i tvivl om, at det vil være til gavn for alle parter.

»Ingen krav signalerer en holdning om, at ledelsen er ligeglad. Skal man derimod passe på boldene, fordi foreningen hellere vil bruge pengene til andre aktiviteter end at købe nye bolde hele tiden, får alle en større ansvarsfølelse. Tingene får en anden dimension, og kvaliteten i arbejdet bliver bedre. Det handler ikke om at være diktatorisk eller fjerne legen fra fodbolden.«

Peter Bonde understreger, at en ungdomstræner godt kan stille krav uden at det overskrider de etiske grænser for at være for ambitiøs.

Drenge elsker krav

»Drenge i 10-12 års alderen elsker, når der bliver stillet krav. De må gerne få at vide, at det ikke er godt nok den måde, de eksempelvis sparker med indersiden på. Det er ikke det samme, som at de ikke skal lege og have det sjovt. De har det netop sjovt, når tingene lykkes. På den måde kan man udvikle de enkelte ud fra deres egne forudsætninger.«

Peter Bonde vil også gerne have dæmpet eller helt fjernet fokusering på det "forbandede" i ungdomsfodbolden.

»Det er jo i sidste ende ligegyldigt. Det handler om at bruge konkurrencen som middel til at udvikle talentet, men man skal lære at forholde sig til både at vinde og tabe. De ungdomstrænere, der er så fokuserede på resultatet og deres egne ambitioner på holdets vegne, skal vi have fjernet. Vi har kun brug for de trænere, der kan forstå, at det er børn, de har med at gøre, og det at have det sjovt, er det vigtigste.«

Taktiske krav

Han siger, at al for mange trænere tackler opgaven forkert og eksempelvis stiller taktiske krav, der hindrer spillernes udvikling. På den måde mister spillerne glæden og holder op.

»En superligaspiller er klar over, hvad han går ind til, men når vi taler om de unge, må vi ikke forsøge at begrænse dem på nogen måde. Jeg har set masser af eksempler på drenge i seks-otte års alderen, der ikke forstår baggrunden for, hvorfor de gør sådan og sådan. De gør det kun, fordi træneren kræver det.«

Det er en af forklaringerne på det store frafald af unge, mener Peter Bonde. De stopper, fordi de føler sig klemte i den skærpede konkurrence og øgede fokusering på resultaterne.

»De bedste klarer sig altid, men det er ikke altid de bedste drengespillere, der bliver de bedste som voksne. Nu jager vi imidlertid de næstbedste væk på grund af trænere, der råber grimme ord og tåbelige ting efter dem. På den måde skader vi ikke kun eliten, men også det lokale serie 4-hold, der på sigt kunne have stor fornøjelse af de pågældende spillere.«

Peter Bonde nægter at tro, at det store frafald i ungdomsrækker er tilfældigt.

»Der er nogle, der er skyld i det, og det er et problem, vi vil forsøge at komme til livs ved at præge trænerne.«

Han nævner eksempler på trænere, der forbyder deres spillere at dyrke andre idrætsgrene, fordi de anser deres idræt for den vigtigste. I sit tidligere job som lærer har han også oplevet trænere, der har forbudt deres spillere at deltage i skoleidrætten, så de kunne møde friske op til træningen.

»En syg holdning, men desværre endnu et eksempel på, at man på grund af et resultat forsøger at begrænse de unge. De skal tværtimod have lov til at prøve det hele, og der, hvor de har det sjovest og bliver behandlet bedst, er der, de bliver.«

Som yngling spillede han selv både håndbold og fodbold på divisionsniveau i Næstved, før han var tvunget til at vælge håndbolden fra.

»Jeg trænede hver dag, og ingen skal bilde mig ind, at jeg blev en dårligere fodboldspiller af at spille håndbold, og jeg er overbevist om, at mange fodboldspillere ville få en bedre teknik af i en tidlig alder at gå til eksempelvis gymnastik.«

Peter Bonde håber også, at en øget fokusering på trænernes lederegenskaber i den nye uddannelse kan være med til at stoppe de højtråbende og dybt engagerede forældre på sidelinien, der tit optræder endnu mere ambitiøse med grimme tilråb end træneren under en ungdomskamp.

»Træneren kan selv sætte dagsordenen. Optræder han positiv ved kun at rose sine spillere og komme med opmuntrende tilråb, er det svært for forældrene at stå ved siden af og bande spillerne og dommeren langt væk. Gør træneren det selv, er det også legalt at gøre det som forældre.«

jan.jensen@jp.dk