Fodbold: Bolton rejste sig - Fulham snublede

Bolton rejste sig ovenpå lørdagens 0-1-nederlag til West Bromwich, da "danskerklubben" i den engelske 1. division i fodbold mandag besejrede Preston med 2-0.

Da Fulham samtidig - blot for anden gang i sæsonen - tabte med de samme cifre til "nedrykningsaspiranterne" fra Stockport, måtte Jean Tiganas London-tropper se forspringet i toppen af rækken skrumpe ind til syv point.

Fulham har 61 point for 25 kampe - mod Boltons 54 for 27 kampe.

I opgøret mod Preston havde Bolton som vanligt såvel Per Frandsen og Bo Hansen i startopstillingen, mens lejesvenden Carsten Fredgaard var at finde på bænken, hvor den tidligere Lyngby-spiller i øvrigt forblev igennem hele opgøret. Det var dog i allerhøjeste grad super-angriberen Michael Ricketts, der stjal billedet, idet han blot små to minutter efter sin entré på banen sikrede sejren med en hovedstødsscoring efter et frispark fra Gareth Farrelly - manden, der huggede Bolton foran allerede i det 8. minut - efter Preston-målmanden havde fistet et hjørnespark fra Per Frandsen ud af feltet. Ricketts scoring i det 85. minut var hans 15. scoring i sæsonen og kan betyde krise for manden, han erstattede to minutter før scoringen, nemlig danske Bo Hansen. Den tidligere Brøndby-angriber tillod sig endda - inden sin udskiftning - at brænde en friløber og har kun nettet to gange for Bolton i denne sæson, trods en fast plads i startopstillingen i stort set hele sæsonen. Udover direktør-afbrænderen fik Bo Hansen en advarsel for brok, mens hans landsmand Per Frandsen også så gult efter et lidt for voldsomt frispark.

I Stockport sænkede Jarkko Wiss med en scoring direkte på frispark i det 40. minut og Peter Clarke med et gennembrud to minutter efter te-tid Fulham, der som vanligt havde Bjarne Goldbæk på højrekanten.

Nærmeste konkurrent til Fulham og Bolton i kampen om de to direkte oprykningspladser fra 1. division er nu West Bromwich, der mandag fulgte op på lørdagens 1-0-sejr over Bolton med en lige så smal gevinst over Barnsley, hvis forsvarsspiller Chris Morgan var så uheldig at score i eget net fem minutter før slutfløjtet. Brian Jensen var igen en sikker sidste skanse hos Birmingham-klubben, der nu har samlet 50 point sammen for 27 kampe - blot fire færre end Bolton.

I de lavere regioner af rækken fik Portsmouth og Thomas Thøgersen et tiltrængt point via 0-0 mod Gillingham. Danske Thøgersen var med fra start, og det var David Nielsen også hos betrængte Grimsby. Den tidligere FCK-angriber kunne dog ikke hjælpe på stemningen mandag, idet Gerald Sibon i det 67. minut sikrede Sheffield Wednesday en kneben 1-0-sejr over Grimsby, hvorved David Nielsen og kompagni igen kom betænkelig nær bunden af rækken. Grimsby har 26 point for 25 kampe - blot et point mere end Huddersfield, der lige netop ligger på den forkerte side af nedrykningsstregen, som nummer tredjesidst.

Thomas Thøgersen og Portsmouth har lidt mere luft til bunden med 30 point for 26 kampe.

Allan Nielsen og Watford spiller først tirsdag hjemme mod Wimbledon.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.