25 år med Tiger - Verdens mest dominerende sportsmand

Han er udset til at spille en større rolle for menneskeheden - i hvert fald ifølge sin far. Men det går jo allerede ganske fint. Selv om der er mindst én, der synes det er synd for ham.

En golfspiller som verdens bedste - alle sportsgrene iberegnet? Utænkeligt indtil for få år siden. I dag en realitet.

Tiger Woods nåede i 2000 et niveau, der ikke alene cementerede hans position som verdens bedste golfspiller. Den 25-årige amerikaner overfløj samtlige andre sportsudøvere, ikke alene økonomisk, men også i sin dominerende position rent sportsligt. En verdensrangliste, hvor nummer et har næsten tre gange så mange point som nr. to, findes næppe andetsteds, og i hvert fald ikke i en global sportsgren.

År at finde udfordrer

Tiger Woods står nu så højt over de øvrige køllesvingere, at Jack Nicklaus - det lille spils ypperste udøver gennem tiderne, Tiger medregnet (endnu da) - forudser, at det vil tage år, før der viser sig en værdig udfordrer.

Da Woods satte rekord ved at vinde US Open 15 slag foran nummer to, blev det ingen stor overraskelse, at den 24-årige amerikaner spillede godt nok til også for første gang at vinde British Open - med danske Thomas Bjørn på en sensationel delt andenplads, men otte slag efter mesteren - samt forsvare sin titel i årets fjerde "major", det amerikanske PGA-mesterskab.

Rekorden for Grand Slam turneringerne var 138 år gammel inden US Open 2000, idet "Old" Tom Morris fra Skotland i turneringsgolfens barndom præsterede en sejrsmargin på 13 slag ved British Open 1862.

Femteplads: Grim plet

Historiens vingesus nærmest forfulgte Eldrick "Tiger" Woods i det forgangne år, hvor en femteplads ved sæsonens første "major", US Masters i april, kom til at ligne en grim plet på rekordlisten. En anden af golfspillets store drenge, sydafrikaneren Ernie Els, blev nummer to i såvel US Masters (efter Vijay Singh fra Fiji) som i US Open og British Open, men denne på sin vis enestående serie blev totalt sat i skygge af Tigers bedrifter.

Da Woods vandt British Open i St. Andrews - "at vinde The Open i golfens hjemby samme år, som man vinder US Open på Pebble Beach, så fås det altså ikke bedre", sagde Woods selv - blev han den yngste golfspiller, der har vundet alle de fire store mesterskaber.

Omspil

Han blev også den første siden Ben Hogan i 1953, der samtidig var indehaver af tre af de fire store titler, og det er Woods stadig, fordi han i august forsvarede titlen ved det amerikanske PGA-mesterskab. Dér måtte han dog ganske atypisk ud i omspil for at besejre landsmanden Bob May, en af golfens arbejdsmænd.

Jack Nicklaus var hele 26 år, inden han havde aktier i alle "majors" (Grand Slam turneringerne). Men den aldrende golflegende benyttede sommerens tumulter omkring Tiger Woods til at hæve en advarende stemme: - Det er synd for Tiger, sagde Nicklaus såmænd.

Har nået alle sine mål

Hvorfor nu det? Udgangspunktet er den rekordliste, Tiger Woods for en del år siden selv satte på opslagstavlen i drengeværelset hjemme i Californien.

Rekordlisten var Jack Nicklaus', og den rummer 18 sejre i de fire store mesterskaber - dem der tæller, når golfspillets aficionados udveksler meninger om deres helte. Men allerede for drengen Eldrick Woods med kælenavnet "Tiger" var det den målestok, han engang i fremtiden ville knække - eller i hvert fald sammenlignes med.

- Stakkels Tiger!

Jack Nicklaus insisterer, og den 60-årige "Golden Bear" er ikke bleg for at uddybe sit synspunkt:

- Tænk bare, første gang han vandt en stor turnering... "Så er der kun 18 tilbage". Og den arme knægt har det siddende lige foran sine øjne hver evig eneste dag!

Gennem det seneste år er ambitionen imidlertid blevet realistisk.

Få trusler

Blandt de få, der kan true Tiger Woods dominans i de kommende år, er kun et par yngre spillere, Spaniens snart 21-årige Sergio Garcia og den to år yngre australier Aaron Baddeley, der netop er blevet professionel.

Men truslen kan også komme fra ældre spillere. Ernie Els, 31, har vundet US Open to gange og altså været tæt ved andre store titler. Darren Clarke, 32-årig nordirer, besejrede i 2000 Woods i finalen om VM i hulspil. Og i den 27-årige englænder Lee Westwood har Europa nu fået en ny topspiller, der har potentiale til at udfordre Tiger Woods.

Men de skal stå tidligt op, indrømmer selv den bedste af de næstbedste, Ernie Els:

10 år med hårdt arbejde

- Det bliver temmelig hårdt arbejde i de næste 10 år. Det er ufatteligt at se en anden spille så meget bedre end resten af verden, at vi så at sige spiller vores turnering - og Tiger spiller sin egen. Og det er hårdt at skulle snakke om ham hele tiden, tilføjede Els - der spillede sidste runde ved US Open mod Woods og tabte alene den med fem slag.

Men Els har ikke opgivet:

- Det er klart, jeg skal forbedre mit spil, men det går fremad, sagde den store sydafrikaner efter sejren og årets største sportspræmie på 2.000.000 dollar (over 16 mio. kroner) i Sun City for få uger siden.

- Og jeg har svært ved at se, at Tiger kan blive ret meget bedre end i år, tilføjede verdenstoeren.

Grænseløse ambitioner

Sikker kan han dog ikke være, for Tiger Woods' ambitioner er grænseløse.

Et lille eksempel fik man på næstsidste hul i British Open 2000.

Mens hans direkte modspiller David Duval - "My friend, David Duval", understrede Tiger flere gang for at mane myten om et modsætningsforhold i jorden - brugte fire slag på at komme ud af en dyb sandgrav og blev noteret for en otter på det berygtede Road Hole (hvis "par" er 4), og den eneste seriøse konkurrent dermed definitivt havde spillet sig ud af kampen om de bedste pladser i St. Andrews, lignede vinderen Tiger Woods en tordensky, da han måtte notere en femmer på dette hul.

- Den bogey kunne jo koste mig chancen for at gå alle fire runder under 70, forklarede han bagefter - da han via en birdie på sidste hul havde scoret 69 oven på de 67, 66 og 67 fra de første tre runder.

En mand, der vil noget.

Og hvad var så det med Tigers far?

Jo, Earl Woods har - ud over den strenge træning, der gjorde sønnen i stand til at optræde med golf på tv, før han var fyldt tre år, og hærdede ham til at modstå eventuel chikane fra racistiske tilskuere, så han kunne blive den hidtil yngste amerikanske amatørmester og som 21-årig hidtil yngste vinder US Masters - udråbt Tiger til at være et særligt udvalgt eksemplar af menneskeheden.

En bedre verden

Nu synes mange forældre måske, at deres førstefødte er noget helt enestående. Men Tiger Woods' fremtræden i de senere år har ikke dementeret den stolte faders opfattelse, der ved en prisoverrækkelse i 1996 gav sig følgende udtryk:

"Mit hjerte fyldes med så megen glæde, når jeg tænker på, at denne unge mand vil blive i stand til at hjælpe så mange mennesker ... Han vil overgå dette spil og bringe verden en menneskekærlighed som aldrig tidligere. Verden bliver bedre at leve i ... i kraft af hans eksistens", erklærede Earl Woods med rystende, tårekvalt stemme.

Store ord, som leder tankerne hen på en mand fra tiden lige efter et andet årtusindskifte, en mand der kun blev 34 år, men som stadig tilbedes. Da Earl Woods senere blev spurgt, om han anså sin søn som en slags messias, svarede han:

- Ja. Tiger vil mere end noget andet menneske i historien komme til at ændre den kurs, menneskeheden vil følge.

Større end Ali og Ashe

Mere end andre sportsgiganter med sort hud som Muhammad Ali eller Arthur Ashe, blev han spurgt.

- Mere end nogen af dem, fordi han er mere karismatisk, bedre uddannet.

Også mere end Gandhi eller Nelson Mandela?

- Ja, for han har et større forum end de. Fordi hans sport er global. Fordi han via sin etnicitet er kvalificeret til at udrette mirakler. Han er broen mellem Østen og Vesten. Der er ingen grænse. Jeg ved ikke, i hvilken form det vil ske, men han er den udvalgte. Han vil få styrke til at påvirke nationer. Verden er først lige ved at få en forsmag på hans kraft.

Den, der har set Tiger Woods tæt på, ved, at han er et af klodens smukkeste mennesker. Foreløbig er han desuden en ung golfspiller. Den bedste. Og den mest dominerende sportsmand i verden...

25 år

På århundredets næstsidste dag fyldte Tiger Woods 25 år. Om fire måneder, efter US Master 2001, kan han eje alle de fire majors-titler samtidig.

Der er al mulig udsigt til, at det ny årtusinds første 25 år også vil stå i tigerens tegn. Inden for sportens verden - men hvem ved, måske også i en større sammenhæng?

Fakta om Tiger Woods

Født 30. december 1975.

Vandt i 2000 US Open, British Open (begge for første gang) samt US PGA-mesterskabet (også 1999). Vandt US Masters 1997 i sit første år som professionel.

Vandt i alt 10 individuelle turneringer i 2000 (det højeste siden Sam Snead, USA, i 1950). Vndt desuden World Cup til USA (med David Duval som holdkammerat).

Forbedrede i 2000 en række rekorder i amerikansk golf.

Nogle af Woods' ny rekorder:

67,79 slag i gennemsnit pr. runde (gennem hele sæsonen).

Ramte 75,2 pct. af greens i det ideelle antal slag (gennem hele sæsonen).

Største sejrsmargin nogensinde ved US Open (15 slag foran nr. to).

Flest slag under 'par' nogensinde ved US Open (12) og British Open (19).

Vandt flest penge på et år: 9.188.321 dollar.

Har som 25-årig vundet flere penge end nogen anden spiller gennem tiderne: 20.503.450 dollar.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen