Beskeden start for det danske hold

Michael Sandstød var som ventet bedste mand på det danske hold, Memorycard Jack&Jones, da Tour de France åbnede lørdag med en enkeltstart på 16,5 km, men han kunne ikke leve op til forventningerne.

Den firedobbelte danske mester i enkeltstart endte på en 47.-plads 1,12 minut efter vinderen, briten David Millar, Cofidis, der brugte 19,03 minutter på distancen.

Sportsdirektør Alex Pedersen havde regnet med, at Sandstød kunne komme i top-15 på første etape.

- Jeg bliver skuffet, hvis han ender længere nede, sagde Alex Pedersen fredag.

Sandstød var heller ikke selv helt tilfreds.

- Jeg kørte nok for stærkt i starten, men min indstilling var alt eller intet, sagde Sandstød, der kunne mærke, at kræfterne var ved at slippe op med omkring to km tilbage på den ret flade rute, hvor især et stykke med mod- og sidevind mod slutningen ramte hårdt.

- Jeg plejer ellers at være god i modvinden, men jeg kørte, hvad jeg kunne og lå på en puls på 183 hele vejen, så jeg har ingen grund til at være skuffet. Nu kan jeg rive første side ud og se på de 20 etaper, der er tilbage, sagde Sandstød.

Dermed fuldendte Sandstød holdets beskedne indledning på den store opgave. Og gav måske således næring til det franske andendivisionshold Jean Delatours forbitrelse over ikke at blive udtaget til løbet på det danske holds bekostning.

Michael Blaudzun var på 93.-pladsen næstbedste dansker 1,46 minut fra Millars tid, og fire sekunder bedre end Frank Høj, Francaise des Jeux.

- Det gik ad H...... til. Jeg kørte i et for højt gear, men selv om jeg ikke kunne træde det, så blev jeg stædigt i det, sagde Frank Høj.

Veteranen Jesper Skibby, der tog hul på sin 11. Tour de France, endte på 119.-pladsen 2,05 minutter tilbage, mens Allan Johansen og Bo Hamburger brugte yderligere omkring 20 sekunder. Nicolaj Bo Larsen sluttede på syvendesidstepladsen tre minutter efter Millar.

Men trods de lidet prangende placeringer var de danske ryttere generelt godt tilfredse med at være kommet i gang med deres hidtil største opgave, selv om de alle havde håbet på bedre resultater.

- Men om man ligger nummer 50 eller 180 er ligemeget, som Allan Johansen sagde.

Og i holdkonkurrencen sluttede MJJ på 17.-pladsen med Polti, Bonjour og Francaise des Jeux bag sig, mens US Postal fører.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen