Eva Dyrberg færdig i Wimbledon

Den danske deltagelse i årets udgave af den prestigefyldte Wimbledon-turnering i tennis stoppede fredag eftermiddag, da Eva Dyrberg sammen med sin tyske doublemakker Angelika Bachmann blev besejret af det sjetteseedede spansk-argentinske par, Virginia Ruano-Pacual og Paola Suarez.

Dyrberg/Bachmann tabte første sæt med 5-7, men holdt liv i opgøret ved at vinde det andet med 6-2. Det spansk-argentinske par, der var finalister i French Open, løste dog billetten til tredje runde, da de tog det sidste og afgørende sæt med cifrene 6-2.

Trods fredagens doublenederlag i anden runde havde Eva Dyrberg fint udbytte af sin deltagelse i Wimbledon.

Danmarks bedste tenniskvinde og makkeren Angelika Bachmann tjente tilsammen 6030 pund sterling, og i tilgift til sin andel vandt Eva Dyrberg endda 1820 pund blot ved at nå anden runde i singlekvalifikationen. Altså i alt 4835 pund (ca. 58.000 kroner) til Dyrberg for en halv snes dages arbejde i London.

Jo, Wimbledon er attraktiv - også for de mindre stjerneskud.

Men var den 20-årige dansker kommet gennem singlekvalifikationen, ville hun have tjent mindst 5730 pund, alene i denne række. Den spiller, der erobrer kvindernes mesterskab i næste weekend, belønnes med 430.000 pund (over 5 mio. kroner). I herresingle får vinderen 477.500 pund.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen