Tour-debutant glæder sig meget
Mens Jesper Skibby kan se frem til sin 11. deltagelse i Tour de France, er det for fem af rytterne hos MemoryCard-Jack&Jones første gang, at ruten, som i år er 3.662,5 kilometer, skal tilbagelægges.
Allan Johansen er en af debutanterne.
»Jeg er meget spændt på, hvad det er, jeg skal ind til, for det er jo det største cykelløb i verden. Jeg er spændt på, hvad det er for strabadser, der venter, og om jeg kan leve op til mine egne forventninger,« siger Allan Johansen.
Den 28-årige rytter vil være tifreds, hvis han den 23. juli på Champs-Élysées stadig er med i løbet og forinden har formået at køre en god placering hjem på enkelte af etaperne.
»Jeg skal nok forsøge mig på mellemetaperne. Ikke de helt flade for der vil sprinterholdene nok styre begivenhederne, men heller ikke de helt bjergerige. Det må gerne være kuperet og lidt hårdt,« siger Allan Johansen.
Efter DM i søndags har rytterne fået besked på at slappe af og tage den med ro, da der bliver rig mulighed for fysiske udfoldelser i Frankrig.
For Allan Johansen betyder det, at han træner "stille og roligt" cirka to en halv time om dagen.
»Der er ikke ret mange, der er så priviligerede, at de direkte kan forberede sig til Touren. Det er vel kun en Ullrich, en Armstrong og dem på det niveau, som kan planlægge hele sæsonen efter det ene løb,« fortæller Allan Johansen, som dog føler, at hans egen form er helt i top.
»Jeg kørte godt i Catalonien Rundt (i sidste uge, red.), så jeg synes, at formen er god, men det er svært at vide, hvordan det vil gå i Touren. Er man efter en uge slidt, så bliver man bare mere og mere slidt for hver dag, og så er det spørgsmålet, om man kommer igennem. Kommer man omvendt igennem den først uge uden at føle sig helt kørt i bund, så tror jeg, man kommer igennem alle tre uger uden de helt store problemer. Jeg tror først, at man kan få en fornemmelse af det efter den første uges tid,« mener Allan Johansen.
Det rigtige skridt
Lever han op til egne - og holdets - forventninger, kan han lade sig hylde på Champs-Élysées den 23. juli. Det vil være et skridt i den rigtige retning for karrieren.
»Det betyder meget. Kan man klare det, så kan man klare næsten alt. Det slår da mit navn fast i cykelsporten,« mener Allan Johansen.
At et dansk firmahold for første gang skal være med i Tour de France ser han ikke som et pres, men derimod som en chance for at sparke cykelsporten ud af det dødvande, den har befundet sig i de seneste år. Gør holdet sig positivt bemærket, vil det sandsynligvis kunne genskabe noget af interessen og euforien fra de glade sommerdage i 1996, da Bjarne Riis cyklede rundt iført den gule trøje. I den forbindelse er Allan Johansen ærgerlig over, at den meget omtalte EPO-test ikke bliver klar til årets Tour de France.
»Hvis vi havde den EPO-kontrol, kunne vi måske få rygtedannelsen ud af verden,« mener Allan Johansen, som håber, at testen snart bliver klar i hele sportsverdenen.
»Hvis cykelsporten igen skal være den eneste sportsgren, der tester for det, så risikerer vi at være dem, som det går ud over med dopingrygter. For den olympiske komité har endnu ikke sagt, at de vil bruge testen til OL. Men forhåbentlig bliver metoden brugbar inden for kort tid,« siger Allan Johansen.