Danmark mister plads i Champions League

Sidste års fatale indsats i de europæiske klubturneringer får nu konsekvenser for dansk fodbold.

Danmark er gledet seks pladser ned ad det europæiske fodboldforbund UEFA's klub-rangliste og mister dermed den ene af de to pladser i Champions League samt den direkte adgang til UEFA Cup'en 2001/2002.

UEFA's rangliste bygger på klubbernes resultater i de seneste fem års europæiske klubturneringer. Men da de fire deltagende danske hold sidste år kun formåede at hente ganske få point, er den danske koefficient raslet så meget ned, at Danmarks position som nummer 12 nu er blevet forvandlet til en 18. plads på listen.

De 15 første på ranglisten er sikret to pladser i både Champions League og UEFA Cup'en, mens placeringerne fra 16-21 kun giver én Champions League-billet og tre UEFA Cup pladser.

Den danske rutsjetur betyder samtidig, at den kommende danske mester næste år allerede indtræder i Champions League-kvalifikationens anden runde - hvor Herfølge i år først hopper ind i tredje runde. Superligaens nummer to må i stedet for Champions League-kvalifikation forsøge at kvalificere sig til UEFA Cup'en, akkurat ligesom den næste danske pokalvinder må ud i kvalifikation til den næstfineste turnering. Nummer tre i Superligaen skal derimod som tidligere spille kvalifikation til UEFA Cup'en.

Som det ser ud nu, er Viborg som nuværende dansk pokalmester sikret direkte adgang til efterårets UEFA Cup, mens Brøndby som sølvvinder har chancen for at kvalificere sig til Champions League.

Danmark er på ranglisten blevet overhalet af nationer som Tyrkiet, Ukraine, Norge, Schweiz, Skotland og Belgien. Danmarks koefficent er nu 18,175, mens Skotland på 15. pladsen har 20,500.

Den umiddelbare baggrund skyldes altså sidste års blamager, hvor Brøndby og AaB røg ud af Champions League-kvalifikationen til Boavista og Dynamo Kijev. I UEFA Cup'en måtte begge klubber indkassere to nederlag mod henholdsvis Amica Wroncki og Udinese. Lyngby vandt og spillede uafgjort mod Birkirkara i UEFA-kvalifikationen og røg så ind i to klare nederlag til Lokomotiv Moskva i første runde. AB's UEFA Cup-eventyr sluttede også i første runde efter uafgjort ude og nederlag mod Grasshoppers hjemme.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen