Jason Watt tilfreds efter test på Jyllands-Ringen

Jason Watt havde god fart i sin specialbyggede Peugeot 306 GTI, da han fredag på Jyllands-Ringen for første gang siden sin lammelse testede på en racerbane.

"Det er gået meget godt, og jeg er virkelig fortrøstningsfuld forud for weekendens løb," sagde Jason Watt efter 60 omgange.

Den populære racerkører står foran comeback mandag, når Danish Touringcar Challenge afvikles på Jyllands-Ringen. Watt mistede førligheden fra brystet og ned ved en motorcykelulykke på Amager sidste år. Den specialbyggede Peugeot gør det bl.a. muligt at bremse og give gas med hænderne.

"Det er lige før, jeg tør tro på, at jeg skal blande mig lige udenfor top-ti," sagde den tidligere Formel 3000-stjerne.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen