Romario tilbage i rampelyset

Michael Laudrups angrebsmakker fra de gyldne Barcelona-tider kan stadig trylle. Ikke kun som pengemaskine. Hans stjerne får de andres til at falme. Og det giver altid ballade

Rio de Janeiro

Han er det seneste tiårs mest berømte brasilianske fodbold-spiller. Og han går ikke med underbukser. Det og meget andet interessant kan man læse sig til på Romarios hjemmeside på internettet.

Som enhver feteret stjerne har den lille spiller med det lynende antrit en hjemmeside fuld af selvros og guf til fans af begge køn. Mens vi andre i bedste fald må nøjes med at udnytte internetudbydernes tilbud om at få en ekstra email-adresse, er også pengemaskinen Romarios officielle hjemmeside en kilde til store indtægter.

For lige på nær oplysningerne om hans mest intime beklædning - eller manglen på den - får man på alle andre områder at vide, at Romario, når han trækker en trøje over sin krop, altså gør det med et specielt tøjmærke. Under armen dufter han af netop dén parfume - hans sponsors naturligvis.

Briller, bukser, sko ligeså - er man Romario, får man også store penge for at tage tøj på. Og skulle han en dag finde på at tage det af, er der sikkert endnu mere at hente. Selv når han køber en bil, tilbyder forhandleren ham et klækkeligt nedslag, hvis han må benytte salget som reklame.

I et land som Brasilien, hvor økonomisk status er højt værdsat, lever stjerner som Romario et liv i sus og dus. Vel kun få mennesker kan slippe godt fra at lave så meget ballade som verdens bedste fodboldspiller fra VM i 1994, og stadig bevare sin status.

Intet synes at kunne gå galt for den snart 34-årige dameglade dribler, der i nat dansk tid debuterede for sin nye klub, Vasco da Gama, i FIFAs verdensmesterskab for klubhold i hans fødeby, Rio de Janeiro.

Siden han under stor jubel vendte hjem til Brasilien i slutningen af 1994 for at spille for landets mest populære klub, Flamengo, har han ikke vundet andet end et par mindre, lokale turneringer. Ikke desto mindre stod storklubber i kø for at sikre sig hans underskrift allerede dagen efter, at han var blevet fyret i Flamengo i november sidste år.

Flamengo træt af Romario

Fyringen skete officielt, fordi Romario havde brudt klubbens regler og var taget på diskotek under træningslejren før en afgørende kamp om det brasilianske mesterskab. Men alle vidste, at det var sket utallige gange før. I virkeligheden var Flamengo træt af Romario, der godt nok skaffede klubben flere indtægter end nogensinde før trods de manglende resultater, men som simpelthen fyldte for meget.

Så den natlige eskapade blev blot undskyldningen. Netop Flamengos største rivaler, Vasco da Gama, løb med Romarios underskrift. Knap havde Romario kysset Vasco da Gamas kamptrøje på et pressemøde, før salget af merchandise løb løbsk.

På banen er balladen garanteret, som den altid har været i Romarios kølvand. Fodboldinteresserede husker de evindelige problemer, Barcelona-træneren Johan Cruyff havde med at overtale, lokke og true Romario til at komme tilbage til Spanien til træningen efter hans årlige lyn-juleferier til Rio de Janeiros solfyldte strande.

Allerede som dreng demonstrerede Romario, at han var lige så god til at opsøge ballade som til at score mål. Da han som junior blev opdaget af talentspejdere fra Rio de Janeiro-klubben Olaria, og derefter kom til Vasco da Gama som yngling, brød han uklar med træneren, der havde kaldt ham en bette splejs.

Han skred.

Få uger efter måtte Vasco da Gama lederne tage tilbage til Olaria, undskylde over for den flabede lømmel og overtale ham til at komme tilbage. Allerede i sin første sæson som professionel vandt han med Vasco da Gama delstatsmesterskabet og blev topscorer.

Efter tre år, som 22-årig, blev han købt af PSV Eindhoven, hvor han tre år i træk blev hollandske mestre. Barcelona med blandt andre Michael Laudrup, bulgaren Stoichov, Ronald Koeman og Romario i 1993 og 1994 er blevet kaldt de seneste mange års bedste europæiske klubhold. Nu er Romario atter tilbage ved udgangspunktet i Vasco da Gama. For hver dag, der går, øges forventningerne. Klubben er den af de otte deltagere i klubverdensmesterskabet, der har investeret mest forud for turneringen. To nye forsvarsspillere, alle med landsholdserfaring er blevet indkøbt, samt den højre wingback Jorginho, der blev verdensmester i 1994 med Romario og midtbanespilleren Valber. Kritikken er gået på, om holdånden kan bibeholdes med så mange nye spillere. Imidlertid er nervøsiteten størst i forhold til angrebet.

Dynamit i luften

Her er der dynamit i luften. Med købet af Romario satte Vasco da Gamas ledelse en angrebskonstellation sammen, der tidligere var perlevenner og engang blev kaldt det brasilianske dream team. Det var i Flamengo i 1995. Drømmeholdet vandt intet og ragede kort efter officielt uklar.

De to frontløbere hos Vasco da Gama tilhører den absolutte verdenselite. De er begge i stand til hver for sig at afgøre en fodboldkamp. Og de er begge kendt for også at være gode til skyde sig selv i foden og rode sig ud i håbløse problemer.

Selv om Romarios modpart i denne sag nok må siges at overgå ham. Edmundo tilhører den absolutte top tre blandt de brasilianske verdensklassespillere, kun sammenlignelig med Barcelonas Rivaldo og Ronaldinho, som vi kendte ham i gamle dage, før skader satte en foreløbig stopper for hans karriere. Edmundo omtales i daglig tale som O Animal - vilddyret - og hans temperament er frygtet af trænere, mod- og medspillere. Han har sparket til en kameramand under en Libertadores Cup match i Ecuador, slået en modspiller med knytnæve i ansiget under finalen ved Sydamerikamesterskabet i 1997 og fået mindst et dusin udvisninger i sin karriere.

Sidst men ikke mindst dækker hans øgenavn over, at han forårsagede en alvorlig bilulykke ved en nat i 1995 at køre uforsvarligt i sin store firhjulstrækker med fire unge kvinder som passagerer.

Ved ulykken døde tre mennesker. Edmundo er blevet idømt fire års fængsel, men er på fri fod så længe appelsagen foregår. Deres had til hinanden er kendt. Da Romario åbnede sin sportsbar Bar do Gol på Rio de Janeiros mondæne strand Barra da Tijuca var et af barens attraktioner halvsjofle karikaturtegninger af kendte sportspersonligheder - på etablissementets toiletdøre.

Sagsanlæg

Ekslandsholdstræneren Zagallo sidder på en af dem på toilettet og modtager toiletpapir af en spiller. Edmundo sidder på en anden og surmuler på en flad fodbold. På et tredie ses Edmundo med en kvinde og et barn, hvilket hentyder til en absurd ægte- og faderskabssag, som den gudbenådede fodboldspiller, men kropumulige person for et par år siden involverede sig i.

Zagallo har lagt sag an, og Edmundo bedt om at få karikaturerne fjernet. Men Romario nægter at fjerne de berømte trækplastre.

Siden har de to ikke mælet et ord. Heller ikke ved træningen i løbet af den sidste måned. Heller ikke til prøvekampene. Hvordan det skal gå de to dødsfjender side om side i angrebet på det mest ambitiøse brasilianske klubhold er ikke godt at vide. Ingen af dem er nogen sinde gået af vejen for en god skandale.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.