Portræt: Camilla Andersen - bossen

Camilla Andersen svinger taktstokken - på banen såvel som udenfor.

Efterhånden som Danmarks tidligere storhold er smuldret, er det hende, der fører det store ord inden for linjerne. Ganske naturligt, idet hun vel er den eneste, dansk håndbold har præsteret af blot tilnærmelsesvis samme klasse som navnefællen Anja.

Hun er playmaker og den største skudtrussel i samme person. Og dertil holdets kontante talsmand i forhandlingerne over skrivebordet med Dansk Håndbold Forbunds ledelse.

Som formand for Håndboldspillerforeningen ved hun, hvad hun og kollegerne vil have, og det slår hun så i bordet for. Foreløbig med et resultat ikke så ringe endda.

»Jeg ved, hvad vi spillere er værd - og hvad vi fortjener,« fastslår hun og lyder som en, der lige har set en reklame for et skønhedsprodukt.

Det har hun måske også - omend hun næppe husker det. For Danmarks p.t. bedste håndboldspiller kan faktisk være en ret distræt størrelse.

»Jeg vil gerne til OL i Sydney næste år, og tager også EM-slutrunden i Rumænien med halvanden måned efter. Hvad der derefter skal ske, er svært at sige. Jeg er 27 år, og med tiden bliver det hårdere at være med,« siger hun således i samtalen med Jyllands-Postens medarbejder, som selv ikke er en ørn hverken til at huske eller til at regne.

Et kig i papirerne godtgør imidlertid, at Camilla Andersen er født den 5. juli, 1973. Så, frk. Andersen - du er 26, ikke 27 år.

Tænk sig at skulle opleve en kvinde, der løj sig et år ældre!

Det kunne naturligvis skyldes, at hun føler sig ældre end dåbsattestens dokumentation, for Camilla Andersen har været der hele tiden. Hun var 19-årig "rookie", da landsholdet i 1992 fik sit gennembrud som vinder af FM Cup i Norge, og hun har siden deltaget i syv slutrunder. Hver gang med et stykke metal i hjemrejse-bagagen.

Hun er den eneste tilbageværende markspiller, som aktivt har deltaget i alle de sjove år.

Udskiftningen inden for det sidste år - ja, sågar inden for de seneste uger - har været voldsom. Uden at det afskrækker Camilla Andersen. Hendes lyse, glade og optimistiske sind fornægter sig ikke.

»Generelt er udskitningerne sket stille og roligt. Vi havde mange nye med allerede i sidste års EM i Holland og fik da sølv. Jeg er sikker på, at det også denne gang kommer til at gå godt,« siger spillerformanden.

Det kan ikke ses på tryk, men vi kan forsikre læseren om, at det er sagt med overbevisning.

Inden den danske VM-premiere tirsdag aften mod Angola i Kolding er der dog et enkelt afbud, der har ramt Camilla Andersen i hendes håndboldsjæl.

Det var et slag, da Janne Kolling for tre uger siden bukkede under med en korsbåndskade.

»Det har taget hårdt på mig, at Janne ikke er her. Hun har jo altid været der og givet så megen tryghed, at det oprigtig talt ikke er sjovt, at hun nu er væk.

Lidt mere motivation

Det er ikke som med Anja. Det var vi forberedte på, idet det over en lang periode var måske og så - måske ikke. Hun har jo meldt frem og tilbage 47 gange, mens Jannes fravær er kommet så pludseligt.

Det er et større tab at have mistet hende uden for banen end at have mistet Anja på banen,« fastslår Camilla Andersen.

Med sine 165 landskampe er hun sine kun 26 år til trods den mest rutinerede spiller i en VM-trup, hvori kun Lene Rantala (147), Gitte Sunesen (122) og Tonje Kjærgaard (111) også har passeret 100 kampe.

Det giver en forpligtelse, som Camilla Andersen gerne vedkender sig.

»Spillere som Camilla Andersen må - om muligt - hæve deres niveau for at hjælpe de nye,« har landstræner Jan Pytlick sagt.

»Det handler ret beset om at motivere sig lidt mere til kampe, som måske ellers ikke er så inspirerende. Og selvfølgelig kan vi give den en tand mere og være 100 procent klar - helst hver gang,« erkender Camilla Andersen.

Hun understreger dog, at det ikke kun handler om spillet.

»Det drejer sig måske endnu mere om at give de nye og unge den fornødne tryghed. Ikke blot igennem vores spil, men nok i højere grad i vores opførsel og måde at bakke dem op på.

En stor omvæltning

Specielt er det vigtigt uden for banen. På banen er de jo med, fordi de er gode håndboldspillere, men udenfor kan der være en vis usikkerhed forbundet med pludselig at være med på et hold med så megen succes og være midtpunkt i den hurlumhej, der omgiver holdet. Måske ved de ikke rigtigt, hvor de står.

Derfor er det meget naturligt for mig at snakke med de unge spillere - noget jeg selv savnede, da jeg debuterede,« beretter Camilla Andersen, som nødigt se de nye malet i samme mølle, som hun selv har været igennem.

»Det er en stor omvæltning. Den ene dag spiller man håndbold bare fordi, man synes det er sjovt. Den næste konfronteres man med alt, hvad man foretager sig - og mere til. Det er ikke altid lige korrekt, hvad der står i visse formiddags- og ugeblade.

De unge må lære, at det ikke er nødvendigt at invitere BilledBladet ind i badet, blot fordi de spørger. Siger man nej, kan man være så heldig, at de ikke gider komme igen. Netop det at sige nej var vi andre for dårlige til i starten,« fortsætter Camilla Andersen, hvis dør altid står åben, når de mange "rookies" syv år efter hendes egen debut banker på med en bøn om gode råd.

»Camilla og Tonje Kjærgaard har været utrolige støtter. Camilla påpeger således, at vi ikke skal være nervøse for det håndboldmæssige, idet hun understreger, at vi er udtaget, fordi vi er gode. Det giver tryghed,« siger en af de seks slutrunde-debutanter, højrefløjen fra Horsens, Louise Pedersen.

Nok har fagforeningsboss Camilla Andersen påtaget sig rollen som støttepædagog for nytilkommerne, men det er dog venstrehåndsarbejde i forhold til der, hvor det tæller: Inde på banen, hvor hendes højrehånd er Danmarks farligste våben.

Gerne i alle kampe - og ikke som tidligere, da supertalentet kunne svinge fra det sublime til det møgirriterende og lallende.

September måneds forolympiske turnering i Sydney gav imidlertid en indikation af, at de tider måske er forbi. Danmark vandt turneringen efter fire sejre i lige så mange kampe - og Camilla Andersen bevægede sig på højeste niveau i dem alle.

»Jo, jeg spillede da meget godt, men det gjorde dem, jeg spillede sammen med, så sandelig også. Alle var gode, så modstanderne ikke kun skulle fokusere på at stække Tonje Kjærgaard og jeg. Det gav os den fornødne plads, og - sagt i al beskedenhed - vi skal ikke have så meget for at boltre os.

At det gik så godt for mig personligt, skyldes også, at jeg i sommer har haft en længere håndboldpause. Jeg var sulten - og er det stadig. Ikke som i fjor, da jeg var træt, da vi kom til EM i Holland. Det er aldrig sjovt at spille en slutrunde, hvis man ikke er klar fra starten. Det er jeg denne gang,« forsikrer Camilla Andersen, som man egentlig skulle tro fik fingrene smurt ind i harpiks, så hun allerede i vuggen kunne holde på sutteflasken.

En nærliggende tanke, når forældrene, Tony Røseler Andersen og Gert Andersen, er gamle håndboldkæmper med henholdsvis 60 og 88 landskampe.

Men nej!

»Selvfølgelig var der meget boldspil hjemme i haven, men jeg begyndte først at spille i klub, da jeg var 12 år. Og det var kun, fordi jeg ikke kunne komme på førsteholdet i tennisklubben,« griner Camilla Andersen, hvis karriere gik i spænd med tvillingesøsteren, Charlottes. En skarp højre fløj, som opnåede 12 ungdomslandskampe, men som måtte opgive håndboldkarrieren efter tre korsbåndskader.

»Trist. Som venstrehåndet kunne hun have drevet det vidt,« ærgrer tvillingesøsteren sig. Hun kan dog glæde sig over, at lillebror Kristian også fører familiens håndbold-traditioner videre hos Virum-Sorgenfri.

Udlandet lokker

Formentlig uden risiko for at starte en familiefejde tør vi dog godt udråbe Camilla som familien Andersens største talent - et talent, der har ført hende vidt omkring til både Nordstrand og Bækkelaget i Norge samt til Buxtehude i Tyskland.

Udlandet lokker atter.

»Jeg har det imidlertid godt herhjemme med en god familie og en god arbejdsplads. Det er derfor sikkert, at jeg spiller denne sæson færdig for FIF, og skulle det derefter blive aktuelt med udlandet igen, bliver det under alle omstændigheder i Norge. Der er imidlertid ingen aftaler på plads,« understreger Camilla Andersen, som kan vælge mellem tilbud fra Oslo-klubberne, Bækkelaget og Nordstrand, samt Tertnes i Bergen.

Den 14. december er hun færdiguddannet som rejsekonsulent i Brian Laudrups rejsebureau, Rejsegalleriet.

Så bliver der noget at fejre, idet Camilla Andersen samme dag vender hjem fra VM. Forhåbentlig med metal i bagagen - som sædvanligt.