Portræt: Anja Andersen - en ener

Hun var kun 16 måneder, da hun afbrød en håndboldkamp, fordi hun løb ind til sin far på banen. Hendes første erindringer om håndbold går tilbage til femårsalderen, og bortset fra en pause på to år i teenageårene har håndbold været hendes liv i 25 år.

"Håndboldspiller, det er alt, hvad jeg er", har verdens bedste Anja, Anja Andersen, skrevet, og nu siger hun farvel til et aktivt håndboldliv, efter at hun for altid har sikret sig en plads i især danske og norske håndboldfans' hjerter.

Hun fortsætter som træner, og måske vil håndbold fortsat være hendes liv også i de næste 25 år eller flere.

Tusinder af børn har flokkedes om hende på hendes håndboldskoler, tusinder har jublet over hendes dreamteam, og millioner foran tv-skærmene har skiftevis jublet og raset over hende, når hun rejste verden rundt og vandt guldmedaljer med landsholdet.

Ingen, der så det, vil nogensinde glemme, da hun med ryggen til målet langt ude på banen lobbede bolden over den kroatiske målvogter i en EM-kamp i Messecenter Herning i 1996. Det var artisteri, det var leg, og det var først og fremmest mod - alt det, som hun drømte om at vise verden med sit håndboldspil.

Ingen kan glemme synet af hendes egen opfindelse, vippet til sig selv, til de mål, hun har scoret ved at hoppe op i split og kaste bolden mellem benene på sig selv, de geniale afleveringer bag om ryggen og straffekastene, hvor hun snurrede rundt i en piruette.

Hun var verdens bedste spiller rent teknisk, ingen tvivl om det. Men verdens bedste Anja, der blev født ind i en håndboldfamilie på Fyn for 30 år siden - faderen, Keld, og moderen, Vivi, havde selv begge været på landsholdene - vil også blive husket for sine kontroverser med klubber, trænere og dommere.

I 1989 vendte hun fortvivlet dansk håndbold ryggen, efter at hun var blevet fyret i både Ikast og Viborg og fandt i Frode Kyvåg, Bækkelagets træner, den mand, der bakkede hende op og gav hende troen på, at hun var noget helt særligt.

Nogle gange var der måske bare højere til himlen i de norske fjelde end på den danske hede, faktum er i hvert fald, at de norske fans tog hende til sig med en nærmest betingelsesløs kærlighed.

Men efter at have flirtet med tanken om at blive norsk statsborger, genoptog hun sin danske landsholdskarriere, og det vil de danske fans altid have grund til at takke for, selv om den ikke altid var problemfri.

Hun blev fyret fra landsholdet efter triumfen med sølv ved VM i Norge i 1993, men blev taget til nåde og vandt siden EM-guld i 1994, VM-bronze i 1995, OL-guld i 1996, EM-guld i 1996 og VM-guld i 1997.

OL-finalen i Atlanta er for altid brændt ind i hukommelsen, for det var dengang, hun missede det straffekast, som ville have givet Danmark guldet i ordinær spilletid. Jamen, Anja, hvordan kunne du? Det spørgsmål stiller hun sig selv i sin erindringsbog "Mit håb om frihed", som hun udgav i 1997.

Men alting endte som bekendt lykkeligt. Danmark vandt 37-33 over Sydkorea efter forlængelse, og for første gang i idrætshistorien lykkedes det Danmark at nå til tops i en holdidræt ved et OL.

I sin bog beskriver hun i den forbindelse sin bestyrtelse over, at moderen, Vivi, sagde til hende før finalen: "Anja, husk at sølv også er flot". Man vinder guld, og taberen får sølv - det har Anja Andersen gjort til sit motto. Hun har også sagt: "Alt det der med at tabe og vinde med samme sind er det værste vrøvl, jeg nogensinde har hørt!"

Året efter lykkedes det for første gang Danmark at vinde verdensmesterskabet, det højest opnåelige ifølge Anja Andersen, men det skete heller ikke, uden at der undervejs var føget gnister mellem hende og træner Ulrik Wilbek under opholdet i Tyskland.

Som professionel i 11 sæsoner har hun haft ophold i Bækkelaget i to omgange og i TuS Walle Bremen, men heller ikke det har været problemfrit, selv om hun tilsammen har vundet fem nationale mesterskaber og tre Europa Cup-titler.

Eksempelvis skrev hun i 1997 kontrakt med Valencia i Spanien, men valgte alligevel at blive i Oslo, hvilket udløste stor tumult og aktivitet ikke bare i de involverede klubber, men også i Det Europæiske Håndboldforbund.

Samme år blev hun i øvrigt som den første dansker nogensinde kåret som verdens bedste håndboldspiller af World Handball Magazines læsere.

Anja Andersen er en enestående boldbegavelse og kan foruden håndbold også spille fodbold, badminton og tennis på et rimeligt pænt niveau. Badmintonen kastede hun sig over i teenageårene, da håndbold på et vist tidspunkt hang hende ud af halsen.

Hendes store forbillede er den amerikanske basketstjerne Michael Jordan, som hun selv har haft fornøjelsen af at møde, og hun har lagt konceptet for sine dreamteams efter amerikansk basketforbillede.

Hun har aldrig lagt skjul på, at hun foretrak Anders And og Jumbo-bøger frem for skønlitteratur. Måske var det der, hun fandt kreativiteten, måske var det der, at hun søgte trøst, når hun følte, at hun løb panden mod muren i håndboldverdenen.

/ritzau/