Tyve stjæler Michel Platinis medaljer og trofæer
Michel Platini er blevet udsat for et tyveri nær sit hjem i Marseille.
Den tidligere fodboldstjerne og Uefa-præsident Michel Platini har mistet en række medaljer og trofæer ved et tyveri.
Franskmanden vågnede fredag morgen af mistænkelige lyde og kiggede ud af sit vindue, hvor han kunne se sortklædte tyve løbe væk fra Platinis haveanneks ved siden af fodboldlegendens hus i Marseille.
Ifølge anklagemyndigheden i Marseille slap tyvene afsted med cirka 20 medaljer, nogle trofæer og andre artefakter fra Platinis karriere. Politiet efterforsker nu sagen.
Det skriver nyhedsbureauet dpa.
Den 70-årige franskmand blev i sin aktive karriere tre gange hædret med prisen Ballon d’Or. I modsætning til i dag, hvor den gives til verdens bedste fodboldspiller, blev den dengang kun tildelt europæere.
Den målfarlige offensivspiller var blandt andet med til at vinde EM med Frankrig i 1984. På klubplan blev han fransk mester med Saint-Etienne og italiensk mester, pokalvinder og Champions League-vinder med Juventus.
Siden blev han også fransk landstræner, mens han i nyere tid mest er kendt for at været præsident i Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) i perioden 2007-2015.
Præsidentperioden blev afsluttet brat.
Platini blev afsat efter mistanke om korruption på grund af en opsigtsvækkende pengeoverførsel, der også involverede Sepp Blatter, der er tidligere præsident i Det Internationale Fodboldforbund (Fifa).
Der blev i foråret sat punktum for den langstrakte korruptionssag, da også en schweizisk ankedomstol stadfæstede en dom fra 2022 ved at frifinde både Platini og Blatter.